I 90'erne løb han rundt på verdens bedste baskethold sammen med Michael Jordan. I dag brød han grædende sammen i et interview på CNN efter det første møde mellem Donald Trump og Kim Jong-un i Singapore.
Dennis Rodman har en som en af få fra Vesten gennem længere tid været på god fod med Nordkoreas leder.
Rodman var samtidig en fortaler for Donald Trump under præsidentvalgkampen i 2016 og har tidligere deltaget i hans reality-show.
Og den tidligere NBA-stjerne kunne ikke skjule sin glæde, da hans to venner sad sammen.
Artiklen fortsætter under billedet
Brød grædende sammen
I et følelsesladet interview med CNN gengav Rodman iført solbriller og en "Make America Great Again"-hat, hvordan han ifølge den tidligere NBA-stjerne selv havde fået et opkald fra Det Hvide Hus.
- Det er en skøn dag! Jeg er så glad, udbrød han under interviewet, hvorefter han beskrev Kim Jong-un som "et stort barn", der gerne vil hygge sig og "prøver at beskytte sit folk og sin ære".
- Den her fyr vil bare gerne rundt i Verden. Han vil gerne til USA. Han vil nyde sit liv, og han vil have sit folk til at nyde deres liv, sagde Rodman.
Over for nyhedsbureauet AP oplyser Dennis Rodman, at han håber at besøge Det Hvide Hus efter topmødet.
Trump-lejren afviser
Den tidligere NBA-stjerne fortæller til AP, at det var pressesekretær Sarah Huckabee Sanders, som ringede til ham.
- Hun sendte sine bedste ønsker, og sagde at Donald Trump er virkelig stolt af mig. Han er glad for, at jeg har en andel i hele den her situation.
Efterfølgende har Trump-lejren dog afvist, at de har ringet til Dennis Rodman. Samtidig fortalte Dennis Rodman, hvordan Barack Obama blev ved med at afvise at tale med Rodman om Nordkorea. Heller ikke den oplysning er blevet bekræftet.
- Jeg blev ved med at få dødstrusler, når jeg havde besøgt Nordkroea. Men jeg gav ikke op. Jeg blev ved med at tro, at der ville ske forandringer, sagde Dennis Rodman i interviewet med CNN.