Mike Pompeo er landet i København

Arktis, Kina og Hong Kong er nogle af de emner, som USA's udenrigsminister skal drøfte med regeringen onsdag

Onsdag mødes USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, med statsminister Mette Frederiksen (S) på Marienborg. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Onsdag mødes USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, med statsminister Mette Frederiksen (S) på Marienborg. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, er onsdag formiddag landet i Københavns Lufthavn.

Iført mundbind med det amerikanske flags karakteristiske stjerner og striber ankom Pompeo i et af den amerikanske regerings fly. Det viser billeder fra TV2 News.

Pompeo er kommet til Danmark for at mødes med både statsminister Mette Frederiksen (S) og udenrigsminister Jeppe Kofod (S).

Det er blandt andet amerikanske interesser i Arktis, forholdet til Kina og situationen i Hong Kong, der skal drøftes under besøget.

Første stop bliver på Marienborg i statsministerens embedsbolig klokken 10.45, og klokken 12 står Jeppe Kofod klar til at tage imod den amerikanske udenrigsminister sammen med repræsentanter fra Færøerne og Grønland.

I august sidste år var et besøg fra den amerikanske præsident planlagt. Trump havde modtaget en invitation fra dronning Margrethe. Men efter at Mette Frederiksen afviste et amerikansk ønske om at købe Grønland, aflyste præsidenten sit besøg.

Det har slået skår i samarbejdet mellem Danmark, Grønland og USA, der siden Anden Verdenskrig har haft et tæt samarbejde om Grønland, som er strategisk vigtig i Arktis, og vurderinger lyder, at besøget er et forsøg på at bringe relationen tilbage til normal.

På et pressemøde tirsdag udtalte Jeppe Kofod dog, at mødet med Mike Pompeo ikke bliver et 'høflighedsmøde'.

- For Kongeriget er det vigtigt, at samarbejdet i Arktis er baseret på lavspænding.

- Rusland har genåbnet militærbaser, og der er større aktivitet i området. Det er ikke et høflighedsmøde. Det er et møde, hvor vi tager bestik af den verden, der er i hastig udvikling, lød det fra Jeppe Kofod.

Mike Pompeos besøg onsdag afsluttes med et pressemøde i Udenrigsministeriet klokken 14.15.

1 af 2 USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, og statsminister Mette Frederiksen (S) går i haven ved Marienborg onsdag. Under besøget skal de to blandt andet diskutere forholdet til Kina og situationen i Hong Kong. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
2 af 2 Onsdag mødes USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, med statsminister Mette Frederiksen (S) på Marienborg. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
4 kommentarer
Vis kommentarer