Milliardær med blikket mod Det Hvide Hus giver formue væk

Michael Bloomberg har doneret 1,8 milliarder dollars - 12 milliarder kroner - til uddannelsesinstitution. Han nævnes som præsidentkandidat i 2020

Den amerikanske forretningsmand og politiker Michael Bloomberg. Foto: AP
Den amerikanske forretningsmand og politiker Michael Bloomberg. Foto: AP

Den amerikanske forretningsmand Michael Bloomberg, der omtales som en mulig præsidentkandidat i 2020, har skænket en rekordstor pengegave til sit tidligere universitet i Baltimore, Maryland.

76-årige Bloomberg, der er blandt USA’s rigeste personer, har doneret 1,8 milliarder dollars - 12 milliarder kroner - til Johns Hopkins University.

Det er den største pengegave nogensinde til en amerikansk uddannelsesinstitution.

I New York Times oplyser Bloomberg, at pengene skal hjælpe studerende fra lav- og middelindkomstfamilier.

- Amerika er stærkest, når vi belønner folk baseret på kvaliteten af deres arbejde og ikke på størrelsen af deres tegnebog, siger han.

Michael Bloomberg er grundlægger af finansnyhedsvirksomheden Bloomberg, hvilket har gjort ham til USA’s 10. rigeste person med en formue på cirka 330 milliarder kroner

Han fik sin eksamen fra Johns Hopkins University i 1964 og har siden blandt andet været borgmester i New York fra 2002 til 2013.

Bloomberg har længe haft blikket rettet mod Det Hvide Hus, og ifølge iagttagere er det sandsynligt, at han vil være med i feltet, når Demokraterne skal nominere en præsidentkandidat i 2020.

32 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere