Minister for cybersikkerhed indrømmer: Har aldrig brugt en computer

Opposition undrer sig over tilsyneladende manglende grundlæggende kendskab til eget felt

Kan man være ansvarlig for cybersikkerhed og ikke være i stand til at bruge en computer? Åbenbart. Arkivfoto: AP
Kan man være ansvarlig for cybersikkerhed og ikke være i stand til at bruge en computer? Åbenbart. Arkivfoto: AP

En japansk minister har vakt gevaldig opsigt i hjemlandet, efter det er kommet frem, at han ikke har helt basale færdigheder inden for IT - selvom han har medansvar for cybersikkerhed i landet.

- Siden jeg var 25 år, har jeg instrueret mine ansatte og sekretærer, så jeg bruger ikke selv computere, lød det fra 68-årige Yoshitaka Sakurada i et svar til et spørgsmål fra oppositionen i parlamentets underhus ifølge The Guardian.

Han er ud over sit daglige virke som minister for de forestående Olympiske Lege, der bliver afholdt i Tokyo i 2020, næstkommanderende leder for regeringens cybersikkerheds-kontor.

Yoshitaka Sakurada har kun haft sin ministerpost i lidt over en måned, men oppositionen stiller nu spørgsmålstegn ved, om han er den rette mand til jobbet. Foto: Kyodo News via AP
Yoshitaka Sakurada har kun haft sin ministerpost i lidt over en måned, men oppositionen stiller nu spørgsmålstegn ved, om han er den rette mand til jobbet. Foto: Kyodo News via AP
 

Ifølge lokale medier virkede han desuden forvirret, da han blev spurgt til, hvorvidt der blev brugt USB-drev på landets atomkraftværker.

Oppositionen er ikke overraskende temmelig utilfredse med situationen.

- Det er ikke til at tro, at nogen, der aldrig har rørt en computer, er ansvarlig for cybersikkerhedspolitik, siger oppositionspolitikeren Masato Imai.

Ministerens kommentar har nu medført en storm af bemærkninger på Twitter, hvor mange brugere undrer sig eller morer sig på ministerens bemærkning. Andre spøger med, at det måske er ministerens helt egen form for cybersikkerhed.

- Hvis en hacker angriber minister Sakurada, vil de ikke være i stand til at stjæle nogen informationer. Det er måske i virkeligheden den stærkeste form for sikkerhed!, skriver en Twitter-bruger ifølge The Guardian.

26 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere