Minister: Køb af hemmelige papirer kan give millioner

Skatteministeren mener, at arbejde med købt datamateriale har styrket Skattestyrelsen i kampen mod skattesnyd

Få genopfrisket historien om Panama Papers og bliv klogere på selskaber i skattely i indslaget her.

Op mod 315 millioner kroner, som ikke er blevet betalt i skat, kan være på vej til den danske statskasse.

For tre år siden blev omfattende skatteunddragelse via skattely i Panama afsløret med de såkaldte Panama Papers.

Et bredt flertal i Folketinget gav grønt lys til, at det daværende Skat kunne købe datamateriale fra en anonym sælger for 6,4 millioner kroner. Det skete i september 2016.

Købet skulle føre til, at man kunne få afsløret personer og virksomheder, der havde begået skatteunddragelse.

- Selv om det i sin tid var en vanskelig afvejning, om man skulle købe papirerne, har det vist sig, at der virkelig var noget at komme efter.

- Og så har Skattestyrelsen prioriteret arbejdet benhårdt. Det ser vi nu resultaterne af, siger skatteminister Karsten Lauritzen (V) i en pressemeddelelse.

Det er Skattestyrelsen, der er Skats afløser, som har sendt en status for arbejdet med de købte papirer til Skatteministeriet.

Det har altså ført til vurderingen af, at det potentielt er muligt at skaffe op mod 315 millioner kroner til statskassen via 155 reguleringer af skattepligtige beløb for 740 millioner kroner.

Karsten Lauritzen mener, at Skattestyrelsen med arbejdet har fået et netværk, der gør styrelsen bedre i stand til at arbejde med skattelylækager i fremtiden. 

- Det er desværre ikke sidste gang, nogle forsøger at snøre den danske statskasse. 

- Her er det afgørende, at vi har et solidt netværk i udlandet og eksperter i skatteforvaltningen med indsigt i de mange forskellige konstruktioner. 

- Vi har med andre ord udviklet langt stærkere våben mod skattesnyderne, siger Karsten Lauritzen.

50 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere