Minister vil fjerne politiets overarbejde med millionbeløb

Nick Hækkerup (S) er klar til at bruge 130 millioner kroner på at få fjernet stor pukkel af overarbejdstimer

Justitminister, Nick Hækkerup, er klar til at bruge millioner på at komme politiets overarbejde til livs. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Justitminister, Nick Hækkerup, er klar til at bruge millioner på at komme politiets overarbejde til livs. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Justitsminister Nick Hækkerup (S) er nu klar med en plan for at nedbringe antallet af overarbejdstimer, der er blevet oparbejdet i det danske politikorps.

Regeringen vil således bruge 130 millioner kroner på at få politiets pukkel af overarbejdstimer mere end halveret.

Det skriver B.T.

Betjentene skal ifølge planen have mulighed for at få cirka 540.000 timers overarbejde udbetalt i stedet for at afspadsere dem.

- Vi har i dag et politi, der er hårdt presset, og som står over for en række udfordringer. Én af dem er den betydelige overarbejdspukkel i dansk politi, som skal håndteres, siger Nick Hækkerup til B.T.

Ifølge justitsministeren udgjorde politiets samledes overarbejde ved udgangen af juli 805.395 timer. Alene i 2019 er politibetjentenes overarbejde steget med godt 220.000 timer.

Nick Hækkerup påpeger, at de store mængder overarbejde nu har nået et niveau, hvor det ikke kan afspadseres, uden at det vil have mærkbare konsekvenser for politiets arbejde.

- Hvis en halv million overarbejdstimer skulle afspadseres, svarer det i runde tal til, at samtlige betjente i Fyns Politi skulle sendes hjem i et halvt år. Det er uholdbart. Der har regeringen besluttet at give mulighed for at udbetale over en halv millioner timers overarbejde i politiet, siger han til B.T.

I Politiforbundet ser man velvilligt på justitsministerens håndsrækning.

- Jeg kan godt forstå, at man gerne vil starte på en frisk og afvikle den gæld, man skylder betjentene, siger formand Claus Oxfeldt.

- Det vigtige er, at det skal være frivilligt, om de vil afspadsere eller have pengene udbetalt. Jeg tror nu godt, at man kan komme af med overarbejdstimerne, tilføjer han.

Claus Oxfeldt mener, at justitsministerens udspil er den eneste mulighed for at løse et akut problem nu og her. Han understreger dog, at man må tænke langsigtet for at undgå, at problemet opstår igen.

- Den langsigtede løsning er, at man fortsætter med at udvide politistyrken massivt, fordi tingene hænger ikke sammen. Det er jo ikke første gang, vi får udleveret en pose penge, siger han.

151 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere