Ministerie får ny kritik i sag om udbytteskat

Ifølge undersøgelse var kontrollen med milliardudbetalinger så tynd, at det var i strid med forvaltningsloven

Otte år før danmarkshistoriens største bedragerisag med svindel for 12,3 milliarder skattekroner kom for dagens lys, kendte Skatteministeriet til katastrofale huller i kontrollen med udbytteskat.

Det skriver Politiken.

I en omfattende advokatundersøgelse af sagen, der blev afleveret til Folketingets partier kort før jul, og som Politiken har gennemgået, beskriver et hold advokater en lang række svigt i både Skat og Skatteministeriet.

Ifølge advokaterne var kontrollen med milliardudbetalingerne så tynd, at det var i strid med forvaltningsloven.

Undersøgelsen viser også, at Skatteministeriet i hvert fald siden 2007 har kendt til den ulovlige praksis i kontrollen.

Ministeriets opfølgninger på de alvorlige advarsler har været utilstrækkelig, og at ministeriet har tilsidesat sin pligt til at føre udvidet tilsyn med Skat, lyder det.

Alligevel er der ingen, der kan drages til ansvar for de mange svigt, konkluderer advokaterne.

Sten Bønsing, der er lektor med speciale i forvaltningsret på Aalborg Universitet, påpeger, at typen af undersøgelse rummer begrænsninger.

- De har kun haft det materiale, som de har fået stillet til rådighed, og de har heller ikke haft mulighed for at krydstjekke informationerne ved at spørge ind til uoverensstemmelser, siger han til Politiken.

Ifølge både Sten Bønsing og Michael Gøtze, der er professor i forvaltningsret på Københavns Universitet, bør advokatundersøgelsen følges op med en kommissionsundersøgelse af sagen.

Efter advokaternes afrapportering er der hele Folketinget rundt også et ønske om, at sagen skal undersøges yderligere af en undersøgelseskommission.

Også skatteminister Karsten Lauritzen (V) bakker op om en kommissionsundersøgelse af sagen.

Han afviser, at advokatundersøgelsens form har haft konsekvenser for advokaternes mulighed for at placere et ansvar.

- Det ved man jo ikke, det kan også være, at kommissionen når frem til det samme resultat som advokatundersøgelsen, siger Karsten Lauritzen til Politiken.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste
Seneste
Mest læste
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Steffan Kærulf Frandsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen