Mobilfri zone: Politiker vil forbyde mobiler i skoletiden

Frankrig har indført totalforbud mod brug af mobiler i skoletiden. Konservative opfordrer nu alle skoler til at forbyde mobiler

I 2016 var børn i gennemsnit 8,5 år gamle, når de fik deres første mobiltelefon. Foto: Ritzau Scanpix/Jørgen Bausager
I 2016 var børn i gennemsnit 8,5 år gamle, når de fik deres første mobiltelefon. Foto: Ritzau Scanpix/Jørgen Bausager

Når de danske folkeskoleelever om en uge igen sætter sig på skolebænken, er det for størstedelens vedkommende med en smartphone i lommen.

I Danmark er der ikke fælles regler for, hvornår og hvordan børnene må bruge deres telefoner på skolerne.

Det er der derimod i Frankrig, hvor der for en uge siden blev indført totalforbud mod brug af mobiltelefoner i skolerne. Forbuddet træder i kraft efter sommerferien og betyder, at eleverne slet ikke må bruge deres telefoner, når de er på skolens område.

Skal de danske skoler gå i Frankrigs fodspor og også indføre et totalforbud mod de små tidsrøvere?

Konservative opfordrer nu alle skoler til at forbyde mobiltelefoner.

- Vi mener, at alle skoler skal indføre et forbud mod mobiltelefoner i undervisningen. Mobilerne skal kun bruges, hvis det giver mening i undervisningssituationer, siger Konservatives uddannelsesordfører, Birgitte Jerkel til Berlingske.

Børnene bliver også yngre og yngre, når de får deres første telefon. Det viser en undersøgelse som YouGov har lavet for Telia. Tilbage i 2014 var børnene i gennemsnit 10,5 år, når de fik deres første telefon. I 2016 var alderen faldet til, at de var 8,5 år gamle, når de fik deres første telefon.

Det vil sige, at en stor del af børnene i anden klasse har en telefon.

Se også: Frankrig indfører omdiskuteret forbud i skolen: Kunne godt fungere i Danmark, men...

Intet totalforbud
Det ser dog ikke ud til, at et totalforbud bliver en realitet.

Undervisningsminister Merete Riisager (LA) mener ikke, at Danmark skal gå i Frankrigs fodspor.

- Jeg synes, at der er rigtig mange gode grunde til at lave mobilregler, og det bør man gøre. Men det er ikke det samme som at sige, at vi på Christiansborg skal sidde og lovgive i detaljen om, hvilke valg man skal træffe, siger hun til Politiken.

I stedet mener hun, at man bør lytte til de professionelle på skolerne, der taler for, at eleverne har brug for ro i undervisningen, og at man laver regler på de enkelte skoler.

På sin Facebook-profil understreger Merete Riisager, at Danmark ikke skal gøre det samme som Frankrig, men at regler kan være en god ide på de enkelte skoler.

Ministerens holdning lader dog til at være anderledes end de fleste danskeres.

Megafon har i starten af 2018 lavet en måling for TV2 og Politiken, der viser, at otte ud af 10 danskere ønsker et forbud mobilforbud på danske skoler.

Lærerne vil ikke have forbud
Dem der i hverdagen konfronteres med ungernes mobilvaner, lærerne, ønsker tydeligvis heller ikke et totalforbud.

- Det ville være en rigtig dårlig ide med et statsligt forbud, siger Dorte Lange, der er næstformand i Danmarks Lærerforening.

- Folkeskolen i Danmark er lokalt funderet og vi har en anden tradition for lokal inddragelse.

Hun mener dog ikke, at lokale forbud nødvendigvis er en dårlig ide.

- Et forbud mod mobiler er noget, den enkelte skole skal tage stilling til i samarbejde med forældrene, understreger hun.

57 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere