Modstridende meldinger forud for Trump-melding om atomaftale: Nu taler Trump

Fransk præsidentkontor afviser, at Trump har sagt, at USA dropper atomaftalen med Iran, skriver Reuters. Men nu taler Trump selv.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, vil trække USA ud af atomaftalen med Iran.

Det skal han have fortalt sin franske kollega Emmanuel Macron tirsdag, skriver New York Times.

Men kort tid efter skriver Reuters på baggrund af kilder fra det franske regeringskontor, at Trump ikke gav nogen indikation på sin beslutning med hensyn til atomaftalen.

Donald Trump har tidligere varslet, at han tirsdag klokken 20.00 dansk tid vil give en formel udtalelse om, hvad han vil stille op med aftalen.

New York Times citerede en kilde, som angiveligt er orienteret om samtalen mellem Macron og Trump.

Ifølge kilden forbereder USA sig på at genindføre alle de sanktioner, der blev ophævet i forbindelse med aftalen, der blev indgået 14. juli 2015 i Wien.

Præsident Trump har længe varslet, at han ikke var tilfreds med den aftale, der lå på bordet.

Målet med aftalen var, at Iran skulle afvikle sit atomprogram mod, at omverdenen løsnede de omfattende sanktioner, der var mod landet.

Gør han alvor af at trække sig fra aftalen, risikerer han at komme på kollisionskurs med de europæiske lande, der er med i aftalen.

Men samtidig opfylder han et af sine valgløfter fra præsidentvalgkampen i 2016.

Atomaftalen er mellem Iran og de fem stormagter i FN's Sikkerhedsråd samt Tyskland. Den trådte i kraft i januar 2016.

34 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere