Morten Østergaard genopstiller ikke: - Ansvaret er mit

Det er slut for den tidligere leder af Radikale Venstre, der på vej ud endnu en gang undskylder den opførsel, der kostede ham jobbet

Den tidligere leder for Radikale Venstre Morten Østergaard, som gik af grundet krænkelsessager, genopstiller ikke ved næste folketingsvalg, skriver han på Facebook.

Morten Østergaard skriver i Facebook-opslaget, at han er midt i en 'bearbejdelse af alt det skete, og de fejl, jeg har begået'.

'Jeg ville selvsagt have ønsket, at have afsluttet mit politiske lederskab på en anden måde. Jeg er led og ked af de fejl, jeg har begået, og de konsekvenser, de har haft for andre,' skriver Morten Østergaard og fortsætter:

'Og jeg vil igen gerne undskylde til alle for det skete. Ansvaret er mit.'

 

Morten Østergaard blev væltet af sin folketingsgruppe efter et dramatisk gruppemøde i Den Sorte Diamant i oktober. Foto: Emil Agerskov
Morten Østergaard blev væltet af sin folketingsgruppe efter et dramatisk gruppemøde i Den Sorte Diamant i oktober. Foto: Emil Agerskov

Flere sager
Morten Østergaard, der tidligere har været minister, trak sig som politisk leder for Radikale Venstre 7. oktober.

Det skete efter et dramatisk gruppemøde, hvor det kom frem, at Morten Østergaard havde opført sig seksuelt upassende over for folketingsmedlemmet Lotte Rod.

Det fik folketingsgruppen til at trække støtten til ham, og Sofie Carsten Nielsen blev udpeget som ny politisk leder.

Kort efter det dramatiske møde stod det klart, at Morten Østergaard havde været involveret i yderligere tre sager om upassende adfærd.

Morten Østergaard har været sygemeldt fra Folketinget siden 12. oktober. Han skriver i opslaget, at han fortsat vil være sygemeldt.

Læs hele Morten Østergaards opslag herunder ...