Mueller: Det var ikke muligt at sigte Trump

Mueller afviser at vidne i Kongressen. Rapporten er mit vidneudsagn, siger den særlige anklager

Foto: Mandel Ngan/AFP/Ritzau Scanpix
Foto: Mandel Ngan/AFP/Ritzau Scanpix

Rusland-rapporten fra den særlige anklager Robert Mueller frifinder ikke præsident Donald Trump.

Det understreger rapportens hovedforfatter i en udtalelse onsdag.

- Hvis vi havde været overbeviste om, at præsidenten tydeligvis ikke havde begået en forbrydelse, ville vi have sagt det, siger Mueller.

Han har brugt knap to år på at efterforske en mulig forbindelse mellem Rusland og Trump-kampagnen op til valget i 2016.

Det var ikke en mulighed at sigte præsidenten for en forbrydelse ifølge de retningslinjer, som Mueller og hans efterforskere fik fra Justitsministeriet, forklarer han.

- En særlig anklagers kontor er en del af Justitsministeriet, og ved forordning er det bundet af ministeriets politik, forklarer Mueller i sin knap ti minutter lange udtalelse.

- At sigte præsidenten for en forbrydelse var derfor ikke en mulighed, vi kunne overveje.

Det ville ikke være retfærdigt at potentielt beskylde nogen for en forbrydelse, når der ikke kunne komme en domstolsafgørelse i den sag, tilføjer den særlige anklager.

- Det er nu op til Kongressen at reagere på de forbrydelser, løgne og andre overtrædelser fra præsident Trumps side, siger demokraten Jerrold Nadler, der er formand for retsudvalget i Repræsentanternes Hus, i en kommentar ifølge Reuters.

I sin udtalelse onsdag siger Mueller, at hans rapport viser, at der var 'adskillige, systematiske bestræbelser' på at påvirke den amerikanske valgkamp op til præsidentvalget i 2016, og at det 'fortjener enhver amerikaners opmærksomhed'.

Det er hans første offentlige udtalelse i to år.

Mueller afviser at vidne i Kongressen, hvor Demokraterne gerne vil have ham til at uddybe konklusionerne i rapporten.

- Rapporten om Rusland er mit vidneudsagn, siger han i sin udtalelse med henvisning til den 400 sider lange rapport, som han og hans team har udarbejdet.

- Jeg mener ikke, at det er passende for mig at udtale mig yderligere, siger Mueller.

Han tilføjer, at han nu forlader Justitsministeriet, efter at hans arbejde med at undersøge en mulig forbindelse mellem Rusland og Trump-kampagnen er slut.

Trump har adskillige gange betegnet Mueller-undersøgelsen som en 'heksejagt'. Onsdag skriver han på Twitter, at intet er ændret efter Muellers udtalelse.

- Der var utilstrækkelige beviser og derfor, i vores land, er en person uskyldig. Sagen er lukket!

OVERBLIK: Mueller brugte 22 måneder på Rusland-undersøgelse

Siden maj 2017 har den særlige anklager Robert Mueller undersøgt, om der var russisk indblanding i USA's præsidentvalg i 2016.

Han har også undersøgt, om den nuværende amerikanske præsident, Donald Trump, i så fald skulle have noget med den indblanding at gøre.

I april blev en 448 sider lang rapport offentliggjort med overstregninger i. Onsdag gav Robert Mueller en afsluttende udtalelse om sine fund.

Herunder kan du læse om baggrunden for den omfattende undersøgelse:

2016:

* I slutningen af juli begynder det amerikanske forbundspoliti (FBI) at undersøge mulig russisk indblanding i præsidentvalgkampen i USA.

* Det sker, efter at WikiLeaks offentliggør 20.000 hackede e-mails fra Det Demokratiske Partis Nationale Komité (DNC).

* I november vinder Donald Trump præsidentvalget over Hillary Clinton.

2017:

* I januar hævder den amerikanske efterretningstjeneste, CIA, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, gav ordre til at sabotere Hillary Clintons chancer for at blive præsident via hacking og manipulation på sociale medier.

* Repræsentanternes Hus beslutter i samme måned at undersøge påstande om mulig kontakt mellem Rusland og Donald Trump samt Trumps medarbejdere forud for præsidentvalget i USA.

* I maj bliver den tidligere FBI-chef Robert Mueller udpeget til særlig anklager og leder af Rusland-undersøgelsen.

2019:

* 22. marts bliver Rusland-undersøgelsen formelt afsluttet efter 22 måneder. Robert Mueller afleverer sin rapport til justitsminister William Barr.

* Justitsministeren sender 24. marts et kortfattet brev med nogle af konklusionerne i undersøgelsen til politikere i Kongressen. Muellers rapport konstaterer, at der var russisk indblanding i valgkampen.

* Derudover indeholder rapporten et afsnit om, i hvilket omfang der er lagt forhindringer i vejen for den særlige anklagers efterforskning fra eksempelvis præsidentens side.

* En redigeret udgave af den fulde rapport bliver offentliggjort 18. april.

* Onsdag giver Robert Mueller sine afsluttende bemærkninger om rapporten. Her pointerer han, at det efter hans mening ville have været forfatningsstridigt at rejse en sigtelse mod en siddende præsident.

Han siger også: "Som det står skrevet i rapporten: Hvis vi var sikre på, at præsidenten tydeligvis ikke havde begået en forbrydelse, havde vi sagt det".

* Han afviser at komme med flere informationer, såfremt han indkaldes til at vidne i Kongressen.

Kilder: AFP, Reuters.

1 af 2 Foto: Mandel Ngan/AFP/Ritzau Scanpix
2 af 2 Foto: Mandel Ngan/AFP/Ritzau Scanpix
141 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere