Mugabe stemmer for første gang på en anden end sig selv

Robert Mugabe havde magten i Zimbabwe i 37 år og har hidtil stået på stemmesedlen ved alle valg i landet

For første gang i sit liv er 94-årige Robert Mugabe en almindelig vælger ved et valg i Zimbabwe. Den tidligere præsident afgav mandag sin stemme, ved første valg siden han blev afsat af landets militær.

Da Robert Mugabe ankom til sit stemmested, blev han mødt af tilhængere, der hyldede den tidligere leder.

- Vi savner ham. Det er flere år siden, jeg sidst har set ham, siger 22-årige Everjoy Tafirei.

- Jeg vil bare se ham ansigt-til-ansigt, måske trykke hans hånd, når nu han har været en, som jeg har støttet hele mit liv. Jeg føler stadig, at han er min helt, siger 34-årige Jacob Mucheche.

Robert Mugabe var ved magten i Zimbabwe i 37 år. Han blev premierminister ved landets første valg efter selvstændigheden. Dengang viste kalenderen 1980.

Syv år senere skiftede han til præsidentembedet efter en reform af forfatningen.

Mandag var den tidligere stærke mand svagt gående på vej til sit stemmested. Han løftede en knytnæve, før han gik ind ad døren ved stemmestedet, som en hilsen til sine tilhængere.

Mugabe fik hjælp af sin hustru hele vejen gennem valghandlingen, hvor han først fik blæk på en finger og herefter fik en stemmeseddel, som blev udfyldt i en stemmeboks.

Den varme modtagelse af Mugabe står i kontrast til, da Mugabes efterfølger som præsident, Emmerson Mnangagwa, stemte tidligere mandag.

Han blev sammen med sin kone mødt med korslagte arme og bekymrede miner ved sit stemmested, da han ankom med sin eskorte.

9 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere