Mugabe: Valget i Zimbabwe er ikke frit

Jeg stemmer ikke på dem, der har pint og plaget mig, siger den afsatte Mugabe dagen inden valget i Zimbabwe

Zimbabwerne har ikke været frie siden sidste års militærkup, og det politiske klima er langt fra frit.

Det siger Zimbabwes afsatte leder, den 94-årige Robert Mugabe, dagen inden at landet holder valg til parlamentet og præsidentposten.

Mandag holder Zimbabwe sit første valg i årtier uden Mugabe, som ledede landet med hård hånd i 37 år. Gennem sine mange år ved magten fik han selv kritik for, at valgene var langt fra at være frie og retfærdige.

Mugabe afviser søndag, at han vil stemme på sin efterfølger, Emmerson Mnangagwa, fra sit eget parti, Zanu-PF.

- Jeg vil ikke stemme på dem, der har taget magten på ulovlig vis, siger Mugabe på en pressekonference i sin villa i udkanten af hovedstaden Harare.

- For første gang nogensinde har vi nu en lang liste af aspiranter til magten, siger Mugabe.

- Jeg kan ikke stemme på dem, der har pint og plaget mig. Jeg vil vælge en af de andre 22 kandidater, men det er en lang liste, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.

Han antyder, at han vil stemme på den 40-årige oppositionskandidat Nelson Chamisa og ikke på sit eget regeringsparti, Zanu-PF.

- Han ser ud til at klare sig godt ved sine valgmøder. Hvis han vinder, vil jeg gerne møde ham, siger Mugabe.

- Hvem der end vinder, ønsker vi ham alt godt. Og lad os acceptere udfaldet, tilføjer den tidligere præsident ifølge nyhedsbureauet AP.

Emmerson Mnangagwa var Mugabes vicepræsident, men blev fyret af Mugabe og var siden med til at vælte ham ved magtovertagelsen i november sidste år.

Mugabes udtalelser søndag er hans første, siden han reelt blev afsat i november.

Mugabe siger søndag, at han havde planlagt at træde tilbage i december, og at det var hans ønske, at tidligere forsvarsminister Sydney Skereamayi skulle have overtaget præsidentposten.

Han havde på forhånd meddelt, at han i søndagens udtalelse ville tale om omstændighederne omkring sin afsættelse.

5 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere