Muligt kupforsøg: Skud ved præsidentpalads

Der er hørt skud tæt ved præsident Robert Mugabes hus i Zimbabwe under et muligt kupforsøg

Ifølge nyhedsbureauet AFP lyder der skud tæt ved Zimbabwes præsident Robert Mugabes hus i landets hovedstad, Harare.

Tidligere er der hørt mindst tre eksplosioner i byen, skriver nyhedsbureauet AP.

Militære køretøjer er massivt til stede i gaderne, efter at hærens øverste leder, Constantino Chiwenga, har truet med at "træde til" for at neddysse de politiske spændinger i landet.

Både Reuters og AP beskriver episoderne som et tegn på, at et kupforsøg kan være i gang.

Præsident Robert Mugabes regerende parti beskyldte tirsdag hærchefen for "landsforræderisk adfærd".

Det skete, efter at Chiwenga mandag blandede sig i Mugabes fyring af sin vicepræsident.

Militæret har i årtier været en af nøglerne til Mugabes greb om magten, skriver nyhedsbureauet Reuters. Den 93-årige præsident har været leder i Zimbabwe siden 1980.

ZBC, en statslig tv-station, der fungerer som en solid støtte til Mugabe, er blevet overtaget af soldater.

Der er dog stadig ingen informationer fra militæret, der bekræfter, at der er tale om et kupforsøg.

Den amerikanske ambassade i Zimbabwe har ifølge Reuters bedt sine ansatte om at blive hjemme onsdag.

Ambassaden skriver på sin hjemmeside, at den vil være lukket onsdag. Alle amerikanere opfordres til at holde sig fra offentligt rum. Det skal de gøre, indtil der er flere informationer om, hvad der foregår.

Robert Mugabe fyrede i sidste uge sin vicepræsident, Emmerson Mnangagwa. Præsidenten anklagede ham for at forsøge at tage magten i landet.

Han sagde blandt andet, at Mnangagwa gennem trolddom ville afsætte ham.

Mnangagwa havde militærets støtte, og han blev tidligere set som en oplagt efterfølger til Mugabe. Nu er han flygtet fra landet.

Mere end 100 af Mnangagwas støtter er siden blevet straffet.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Politik
Mest læste i Politik
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen