Mur skaber vrede: Mexico overvejer at aflyse Trump-besøg

Forholdet mellem USA og Mexico er på nulpunktet, efter at præsident Trump i dag satte gang i opførelsen af en mur mellem de to lande

Her bekræfter Trump, at han vil bygge muren. Video: AP

Mexicos præsident overvejer at aflyse det planlagte besøg i Washington, efter at USA's præsident, Donald Trump, onsdag beordrede opførelsen af mur mellem de to lande.

Det fortæller en anonym embedsmand i Mexico City til nyhedsbureauet Associated Press.

- Regeringen overvejer at droppe besøget 31. januar. Det er alt, jeg kan sige, lyder det.

Mexicos præsident, Enrique Pena Nieto, anklages for at have været for svag til at stå imod Donald Trumps aggressive stil.

En ny måling viser, at Nieto kun har 12 procents opbakning i Mexico, skriver Associated Press.

Mexicos præsident, Enrique Pena Nieto, har fået et problem på halsen. (Foto: AP)
Mexicos præsident, Enrique Pena Nieto, har fået et problem på halsen. (Foto: AP)
 

Oppositionen har opfordret Nieto til at aflyse besøget i Det Hvide Hus.

- Vores holdning er klar. Enten aflyser man mødet med Donald Trump, eller også tager man til mødet for offentligt at sige med al tydelig, at Mexico afviser muren og ikke vil betale en øre for den, siger oppositionsleder Ricardo Anaya Cortes.

Den tidligere mexicanske præsident Vincente Fox er enig. På Twitter skriver han:

- Nu siger jeg det til dig. Mexico kommer ikke til at betale for den fucking mur.

Donald Trump har svoret, at Mexico kommer til at betale for opførelsen af muren, der har en anslået pris på omkring 10 milliarder dollar.

Præsident Nieto og andre mexicanske ledere har gentagende gange sagt, at Mexico ikke vil betale for muren.

Den nyindsatte amerikanske præsident er også på kollisionskurs med Mexico på andre områder.

Trump gør klar til at sætte sin underskrift på dekretet. Foto: AP Politik - 25. jan. 2017 - kl. 20:01 Officielt: Nu har Trump sat gang i opførelsen af grænsemur

Trump har blandt andet sagt, at han vil øge deporteringen af illegale indvandrere. Han indledte sin præsident-kampagne for snart halvandet år siden med at kalde illegale immigranter fra Mexico for narkohandlere og 'voldtægtsforbrydere'.

Desuden har Trump taget de indledende skridt til en genforhandling af frihandelsaftalen for Nordamerika, Nafta, hvilket ventes at koste både jobs og eksport-milliarder for Mexico.

Der er allerede opført en kombineret mur/ hegn flere stedet langs grænsen. (Foto: AP)
Der er allerede opført en kombineret mur/ hegn flere stedet langs grænsen. (Foto: AP)
 

Mexico kan allerede mærke de økonomiske konsekvenser af de nye vinde fra Washington. Blandt andet er værdien af den mexicanske peso faldet markant, siden Trump blev valgt i november.

Donald Trump holdt onsdag en tale til grænsebetjente og andre ansatte i ministeriet Homeland Security.

- En nation uden grænser er ingen nation. Fra i dag genvinder USA kontrollen over sin grænser, sagde Trump, efter at han havde underskrevet sit dekret om at opføre en mur langs USA's 3100 kilometer lange sydgrænse.

Trump erklærede, at hans mål er at få ansat 5000 nye betjente til at sikre grænsen mellem de to lande. Ifølge den amerikanske præsident vil de nye tiltag spare tusindvis af liv, millioner af job og milliarder af dollar.

- Den hidtil usete stigning i ulovlige migranter fra Mellemamerika skader både Mexico og USA, sagde han.

120 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere