Mystisk lillesøster forfremmet til frygtet organ

Ikke mange udenfor Nordkorea kender meget til Kim Jong-uns lillesøster. Nu er hun blevet forfremmet til Arbejderpartiets frygtede politbureau, som blandt andet stod bag eksklusionen af 'førstefamiliens' onkel i 2013. Han blev senere brutalt henrettet

Lillesøster Kim Yo-jong og storebror Kim Jong-un under en militærparade på Kim Il-sung-pladsen i Pyongyang i 2016. Lillesøster er nu blevet forfremmet til suppleant i Arbejderpartiets politbureau. Foto: AP
Lillesøster Kim Yo-jong og storebror Kim Jong-un under en militærparade på Kim Il-sung-pladsen i Pyongyang i 2016. Lillesøster er nu blevet forfremmet til suppleant i Arbejderpartiets politbureau. Foto: AP

Kim Jong-un har forfremmet sin lillesøster til suppleant i Nordkoreas øverste beslutningsorgan, Arbejderpartiets politbureau.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters bliver Kim Yo-jong yngste medlem af politbureauet, og forfremmelsen indikerer, at hun på sigt skal tage over efter Kim Jong-uns tante, Kim Kyong-hui, som var en afgørende beslutningstager under Kim Jong-il.

- Det (forfremmelsen, red.) viser, at hendes portefølje og renommé er langt mere substantiv end tidligere antaget, og det er en yderligere konsolidering af Kim-familiens magt, siger Michael Madden, Nordkorea-ekspert ved Johns Hopkins Universitet i Baltimore, til Reuters.

Kim Yo-jong blev udnævnt til vicedirektør for Arbejderpartiets Propaganda- og Agitationsafdeling i 2014. Hun har været chef for afdelingen siden 2015 og menes at være arkitekten bag alle Kim Jong-uns offentlige optrædender. Hun menes også at være hjernen bag Kim Jong-uns forsøg på at blive 'folkets mand' ved blandt andet at lade ham besøge forlystelsesparker, skoler og almindelige hjem samt udvikle et venskab med eks-basketballstjernen Dennis Rodman.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Dennis, for fanden! Hvordan skær den? Foto: AP
Dennis, for fanden! Hvordan skær den? Foto: AP

- (Forfremmelsen, red.) viser, at han stoler på hende, og at hun er betingelsesløst loyal overfor sin bror, siger Korea-analytiker Duyeon Kim fra NK Leadership Watch til CNN.

Kim Yo-jong menes at være sidst i 20'erne eller 30. Ifølge flere rapporter gik hun i skole i Schweiz i slutningen af 90'erne, hvorefter hun studerede computervidenskab på Kim Il-sung Universitet i Pyongyang, skriver Guardian.

Ifølge mediet har en medarbejder på skolen i Schweiz fortalt, at Kim Yo-jong boede alene i sit eget hus omringet af medarbejdere og bodyguards. Hendes far forsøgte at gøre isolationen mere udholdelig ved at sende musikere til Schweiz, der kunne holde hende med selskab.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Lillesøster og storebror under et besøg hos en militærenhed i 2015. Foto: AP
Lillesøster og storebror under et besøg hos en militærenhed i 2015. Foto: AP

Det er ikke offentlig kendt, hvad hun foretog sig, efter universitetsuddannelsen kom i hus og frem til 2007, hvor hun så småt blev indlemmet i Arbejderpartiet.

Ifølge Guardian stod Kim Yo-jong kun få gange frem offentligt frem til 2010, hvor hun blev fotograferet under en konference for Arbejderpartiet. Efterfølgende var hun ofte en del af sin fars følge, og hun blev set sørgende sammen med sin bror, da deres far, Kim Jong-il, døde i december 2011.

I marts 2014 blev hun for første gang nævnt officielt i landets statslige medie, da hun ledsagede Kim Jong-un under valget til den øverste folkeforsamling.

Artiklen fortsætter under billederne ...

Kim Jong-un hilser på sørgende i Kumsusan Memorial Palace i Pyongyang. Kvinden til venstre på billedet beskrives som ukendt, men der kan være tale om Kim Jong-uns lillesøster. Foto: AP
Kim Jong-un hilser på sørgende i Kumsusan Memorial Palace i Pyongyang. Kvinden til venstre på billedet beskrives som ukendt, men der kan være tale om Kim Jong-uns lillesøster. Foto: AP

En storsmilende lillesøster Kim Yo-jong og storebror Kim Jong-un forrest til højre i november 2014. Foto: AP
En storsmilende lillesøster Kim Yo-jong og storebror Kim Jong-un forrest til højre i november 2014. Foto: AP

Kim Yo-jong var bare én af flere, der blev forfremmet lørdag. Også udenrigsminister Ri Yong-ho, som i sidste måned kaldte Donald Trump for 'President Evil' under et møde i FN, blev forfremmet, så han nu er fuldgyldigt medlem.

- De ansættelser og forfremmelser, som han gennemførte under seneste møde viser også, at Kim Jomg-un forsøger at gøre Arbejderpartiet til sit eget parti. Til et Kim Jong-un-parti ved at besætte ledende stillinger og nøglepositioner med sine egne folk, siger Duyeon Kim til CNN.

Det var blandt andet Arbejderpartiets politbureau, som i 2013 stemte for en eksklusion af søskendeparrets onkel, Jang Song-thaek, som senere blev henrettet for forræderi.

Artiklen fortsætter under billederne ...

Onkel Jang Song-thaek bliver her eskorteret af militærpoliti under retssagen mod ham i december 2013. Han blev senere henrettet. Foto: AP
Onkel Jang Song-thaek bliver her eskorteret af militærpoliti under retssagen mod ham i december 2013. Han blev senere henrettet. Foto: AP

Wall Street Journal oversatte i 2011 anklageskriftet mod den dengang 67-årige onkel, som på daværende tidspunkt var landets nummer to og spillede en central rolle i den uerfarne Kim Jong-uns magtovertagelse i Nordkorea i 2011.

'Den ynkelige Jang, som er værre end en hund, har gjort sig skyldig i tredobbelt svigt og forræderi mod partiet og landets leder', stod der blandt andet.

Desuden blev Jang Song-thaek beskyldt for at have givet nevøen en lunken modtagelse, da han blev indsat som landets nye leder:

'Han (Jang, red) opførte sig så arrogant og uforskammet, at han kun modvilligt rejste sig fra sit sæde og klappede halvhjertet og dermed udviste bitterhed over for vores soldater og folk', kom det frem under retssagen.

Rygter går på, at Jang Song-thaek endte sine dage, da han nøgen blev serveret som føde til 120 hunde, der havde sultet i tre dage.

Lillesøster Kim Yo-jong blev i januar i år sortlistet af USA på grund af 'alvorlige krænkelser af menneskerettighederne'.

Nordkoreas arbejderparti fejrer tirsdag sin 72 års fødselsdag.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Politik
Mest læste
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen