Naser Khader opgiver planer om injuriesager mod kvinder

Khader opgiver injuriesager mod kvinder, der har beskyldt ham for seksuelle krænkelser, skriver Weekendavisen

Naser Khader opgiver planer om injuriesager mod kvinder

I august blev Khader smidt ud af Det Konservative Folkeparti.

Naser Khader opgiver planerne om at anlægge injuriesager mod de kvinder, som har beskyldt ham for seksuelle krænkelser.

Det har han oplyst til Weekendavisen.

Ifølge avisen har en advokat med speciale i injuriesager frarådet Naser Khader at sagsøge kvinderne.

Det sker, efter at advokaten har læst den advokatundersøgelse, som Konservative bestilte, og som medføre, at Naser Khader blev smidt ud af partiet.

Advokaten har vurderet, at de fleste af anklagerne mod Naser Khader ikke er belastende nok til, at de kan betragtes som injurier.

Desuden har advokaten vurderet, at Naser Khader i højest to ud af de syv sager, der beskrives i rapporten, beskyldes for noget, der er ulovligt.

- Det er svært, for selv om kvindernes beskrivelser af de påståede handlinger virker voldsomme, bruger de ikke direkte ord som 'vold', 'pres', 'voldtægt' eller andre ord, som oplagt er injurierende, siger Naser Khader til avisen.

Der bliver ifølge Weekendavisen heller ikke lagt sag an mod de to kvinder, der kommer med de mest belastende beskyldninger.

- Advokatens vurdering er, at det måske er beskyldninger om noget ulovligt, men det er ikke 100 procent sikkert. Hvis jeg taber sagerne på den 'teknikalitet', at det i virkeligheden slet ikke kan anses som injurier, vil jeg alligevel fremstå som den, der tabte injuriesagen med risiko for dermed at blive opfattet som skyldig, siger han og tilføjer:

- Jeg befinder mig i et retsligt ingenmandsland. Det er frustrerende, at jeg reelt ikke kan forsvare mig og blive renset ved domstolene.

I starten af juli udgav DR en artikel, hvor fem kvinder anklager Naser Khader for seksuelle krænkelser eller grænseoverskridende adfærd.

Senere kom yderligere to kvinder til i artikler hos Berlingske og B.T.

Anklagerne fik Konservative til at bestille en advokatundersøgelse, der skulle kortlægge sagerne.

På Konservatives sommergruppemøde 18. august oplyste partiformand Søren Pape Poulsen, at Naser Khader ikke længere kunne være medlem af partiet.

Det var bakket op af en enig folketingsgruppe.

Naser Khader valgte at fortsætte i Folketinget som løsgænger, efter at han var tvunget til at forlade Konservative.

OVERBLIK: Her er krænkelsesanklagerne mod Naser Khader

I begyndelsen af juli bragte DR en historie, hvor fem kvinder anklagede Naser Khader for seksuelle krænkelser og grænseoverskridende adfærd. På daværende tidspunkt var han folketingspolitiker for De Konservative.

Efterfølgende iværksatte De Konservative en ekstern advokatundersøgelse af sagen, der 18. august betød, at formand Søren Pape under partiets sommergruppemøde sagde, at Naser Khader ville blive ekskluderet.

Weekendavisen er nu kommet i besiddelse af advokatundersøgelse, hvor syv kvinder og 17 vidner medvirker. Undersøgelsen omfatter episoder fra 2000 til 2017.

Fire af kvinderne - hvoraf den ene er anonym - har tidligere stået frem til DR.

Da DR bragte historien 2. juli var det med fem forskellige kvinder, der anklagede Naser Khader for krænkelser.

Den ene af de kvinder ønskede ikke at medvirke i advokatundersøgelsen, skriver Weekendenavisen torsdag. I stedet er tre nye anonyme kvinder kommet til, der ikke har fortalt deres historie i medierne.

Naser Khader afviser selv alle anklager.

Her kan du få et overblik over, hvad de otte kvinder anklager Khader for:

* Kunstner og designer Karen Dirks fortæller til DR, at Naser Khader i 2004 bestilte to malerier hos hende. I forbindelse med det arbejde var hun hjemme hos ham. Hun fortæller, at Naser Khader trak hende ind på hans soveværelse og tvang hende ned på sengen. Hun fik vristet sig fri og endte med at løbe ud af lejligheden.

* Journalist Kristina Olsson fortæller til DR, at hun lavede et interview med Khader, der blev bragt i den svenske avis Arbetet i februar 2000. Efterfølgende mødtes de to på hans private kontor i Christianshavn. Her pressede Naser Khader angiveligt Kristina Olsson op ad væggen og begyndte at kysse hende.

Efterfølgende stak han sit lem ind i hendes mund og havde efterfølgende samleje med hende, fortæller hun. Hun fortæller, at hun var paralyseret i situationen og beskriver det selv som et overgreb.

* Naser Khader var i 1998 til 2001 medlem af Det Etiske Råd. En ansat i Det Etiske Råds sekretariat, der er anonym i historien, fortæller DR, at Naser Khader i 1999 tilbød hende et eksemplar af hans bog, som hun kunne hente på hans kontor.

Hun fortæller, at Naser Khader låste døren til kontoret, lagde en hånd om hendes nakke og tvang hendes hoved ned og sagde: 'Kys den, kys den'. Han kyssede hende på munden, og hun kyssede igen, fordi hun var bange for, at hun ikke ville blive lukket ud, hvis hun ikke gjorde det. Hun kom ud af situationen ved at fortælle, at hun skulle hjem, og Khader lukkede hende ud.

* Camilla Trustrup fortæller til DR, at hun tog kontakt til Khader på grund af hans netværk for demokratiske muslimer. De to aftalte, at Khader skulle komme hjem til hende i januar 2006. Khader bad Camilla Trustrup om at give ham massage, og hun afviste først, men Khader overtalte hende.

Hun fortæller, at han tog skjorten af og lynede ned i sine bukser. Hun bad ham om at lade være med at gøre det og gav ham en kort massage. Da han skulle til at gå, blev han ved med at holde om hende. Til sidst bad hun ham om at gå.

* I advokatundersøgelsen, som Weekendavisen er i besiddelse af, fortæller en anonym femte kvinde, at hun i 2017 mødtes med Naser Khader i København til en kop te. Tidligere havde hun inviteret Khader til en koncert, hvor han ikke kunne deltage. De nåede ikke at drikke teen, før Khader lagde sig på sengen, tog tøjet af og sagde 'kom'.

Efterfølgende havde de samleje, hvor Khader kom i ansigtet på hende, hvilket ikke var aftalt. Kvinden siger, at det ikke var hende, der lagde op til samleje, men også, at hun ikke gjorde modstand. Hun tror, at hun var 'i chok', som hun siger i undersøgelsen. Efterfølgende skriver de lidt sammen, inden kvinden afbryder kontakten.

* Videre i advokatundersøgelsen fortæller en sjette kvinde, at hun efter aftale mellem dem fik besøg af Naser Khader i sit hjem i 2002. Her beordrede han hende til at massere hende, hvorefter han tog et kondom på og beordrede hende til at massere hans lem. Derefter onanerede han selv til han kom og gik.

* Videre i undersøgelsen fortæller en syvende kvinde, at hun mødtes med Khader hos ham i 2012, efter de havde skrevet sammen. Han bad hende give ham massage, hvilket hun gjorde, men efterfølgende beordrede han kvinden 'til at have sex med ham på alle mulige forfærdelige måder' uden hendes vilje, som hun beskriver det i undersøgelsen. Hun beskriver, at hun frøs i situationen. Bagefter skrev de kort sammen.

* En ottende kvinde, der ønskede at være anonym på grund af sit arbejde som psykolog, fortæller DR, at hun tog kontakt til Naser Khader, efter at han havde fortolket bogen 'Den duftende have', der er en arabisk vejledning til det seksuelle liv.

Hun overvejede i starten af 2019 at skrive en bog om kærlighed og seksualitet og tog i den forbindelse fat i Khader. De to aftalte at mødes på Khaders private adresse i begyndelsen af 2019. Hun fortæller, at de sad i hans sofa, da Naser Khader pludselig ville kysse hende, men hun afviste ham. Efterfølgende stillede han sig op og onanerede foran hendes ansigt, hvorefter han fik udløsning ud over hende. Efterfølgende forlod hun lejligheden.

Ifølge psykologen sendte Naser Khader i en uge efter beskeder af seksuel karakter til hende. Hun ønskede derefter at konfrontere ham. Da hun bankede på hans dør, åbnede han den nøgen.

Kvinden ønskede ikke at medvirke i den eksterne advokatundersøgelse.

* Ingen af de syv kvinder meldte hændelserne til politiet.

* Naser Khader afviste alle anklager, der blev fremsat i DR's artikel.

* Forelagt Naser Khaders afvisning af deres historier fastholdte alle fem kvinder deres anklager.

* I advokatundersøgelsen afviser Naser Khader fortsat alle anklager.

Kilde: DR, Berlingske, B.T.

FAKTA: Anklagerne mod Naser Khader

Den nuværende løsgænger i Folketinget og tidligere Konservative profil Naser Khader dropper planer om at føre injuriesager mod de kvinder, der har anklaget ham for seksuelle krænkelser. Det oplyser han til Weekendavisen.

Her kort overblik over forløbet mod Khader.

* En række kvinder udtalte sig tidligere på året i flere medier om krænkelser, den tidligere konservative profil Naser Khader skulle have begået.

* I en advokatundersøgelse, Det Konservative Folkeparti fik lavet i kølvandet på beskyldningerne, var i alt syv kvinder og 17 vidner inkluderet.

* De anklager, der har været fremme, dækker en periode på 20 år - fra 1999-2019.

* De går blandt andet på, at Khader skulle have tvunget en kvinde ned i en seng, inden hun fik vristet sig fri og løb ud af lejligheden. En anden fortalte, at Khader havde onaneret foran hende. En af kvinderne fortalte også, at hun skulle hente en bog på hans kontor, hvorefter han låste døren og forsøgte at tvinge hendes hoved ned mod hans skridt.

Kilder: DR, Ritzau.