Navalnyj-talskvinde fængslet

Talskvinden for den russiske oppositionsleder Aleksej Navalnyj oplyser, at hun er blevet fængslet i ni dage

Foto: Kirill Kudryavtsev/AFP/Ritzau Scanpix
Foto: Kirill Kudryavtsev/AFP/Ritzau Scanpix

Kira Jarmysj, talskvinden for den russiske oppositionsleder Aleksej Navalnyj, er blevet fængslet i ni dage. Det skriver hun på Twitter.

Dermed er hun forhindret i at deltage i varslet demonstration lørdag.

Oplysningen kommer, kort efter at myndighederne meddelte, at de ikke agter at lade tilhængere af den fængslede oppositionsleder Aleksej Navalnyj demonstrere lørdag for kravet om hans løsladelse.

For bag kravet står provokatører, hedder det.

- Forsøget på at afholde offentlige møder, der ikke er sanktioneret, og fulgt op af provokerende handlinger fra deltagerne vil blive opfattet som en trussel mod den offentlige orden og vil øjeblikkeligt blive standset, lyder det i en erklæring fra politiet i Moskva.

Navalnyj er præsident Vlamir Putins mest kendte kritiker og modstander. Han blev anholdt tidligere på ugen, da han vendte hjem til Rusland.

Navalnyj blev i august sidste år forsøgt slået ihjel med nervegiften Novitjok. Det skete under en rejse i Sibirien. Alle spor peger i retning af, at en russisk efterretningstjeneste stod bag. Men det nægter den russiske regering.

I hast blev han fløjet til den tyske hovedstad, Berlin, hvor læger var i stand til at helbrede ham.

4 kommentarer
Vis kommentarer