Navnestrid med Makedonien kan føre til valg i Grækenland

Den græske premierminister opfordrer til tillidsafstemning i parlamentet

Grækenlands premierminister, Alexis Tsipras, har søndag opfodret til en tillidsafstemning i parlamentet, efter at landets forsvarsminister er gået af i forbindelse med en navnestrid med nabolandet Makedonien.

Afstemningen om opbakningen til regeringen under Tsipras kan føre til udskrivning af valg.

Tidligere søndag meddelte den græske forsvarsminister, Panos Kammenos, som leder et lille støtteparti i regeringen, at han gik af, og at hans parti træder ud af et regeringssamarbejde med Tsipras.

Efterfølgende opfordrede Tsipras til tillidsafstemningen, som ventes gennemført i den kommende uge.

Panos Kammenos' parti Uafhængige Grækere har syv medlemmer i parlamentet, hvilket var tilstrækkeligt til at sikre Tsipras-regeringen et flertal. Parlamentet har 300 medlemmer og Syrizapartiet, som Tsipras står i spidsen for, har 145 pladser.

Men Kammenos har nu gjort det klart, at han ikke vil støtte Tsipras i tillidsafstemningen, da han ikke ligesom premierministeren støtter en aftale med Makedonien om, at det kan kalde sig Republikken Nordmakedonien.

Syriza ligger mellem otte og tolv procentpoint bag det store konservative parti Det Nye Demokratiske Parti, som også er imod en aftale, der skal afslutte den langvarige navnestrid med Makedonien.

Kammenos har aldrig lagt skjul på sin modstand mod aftalen med Skopje.

Makedoniens parlament stemte fredag for aftalen, som indebærer, at landet skifter navn til Republikken Nordmakedonien.

I alt 81 parlamentsmedlemmer stemte i Makedonien for den lovændring, der baner vej for navneskiftet. Dermed fik forslaget det nødvendige flertal på to tredjedele af parlamentets 120 medlemmer.

Men aftalen bliver øjensynligt ikke godkendt i Grækenland, som siden 1991 har modsat sig, at den tidligere jugoslaviske republik kunne kalde sig Makedonien.

Årsagen er, at der findes en græsk provins af samme navn, og grækerne har frygtet, at nabolandet på et tidspunkt ville begynde at gøre krav på dele af territoriet i det nordlige Grækenland ved at henvise til navnet.

Navneskiftet i Makedonien træder ikke officielt i kraft, før det er godkendt i det græske parlament.

Grækenland lovet at ophæve sit veto over for et makedonsk medlemskab af den internationale organisation Nato samt det europæiske EU-samarbejde, hvis navnestriden bliver løst.

7 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere