Netanyahu giver udenrigsministerpost til mulig arvtager

Israels premierminister har udpeget en fungerende udenrigsminister efter selv at have bestridt posten

Den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, har lørdag udpeget den nuværende transport- og efterretningsminister, Israel Katz, som fungerende udenrigsminister frem mod Israels valg 9. april.

Netanyahu har selv bestridt posten de seneste knap fire år.

Premierministeren overdrager posten, efter at der har været protester til landets Højesteret om, at han har haft for mange ministerposter.

Protesterne er taget til, efter at han i november overtog posten som forsvarsminister fra Avigdor Lieberman. Han opsagde sin stilling i protest over en våbenhvile med Hamas-bevægelsen.

Det vides endnu ikke, om Israel Katz har tænkt sig at opsige sine to nuværende ministerposter i kølvandet på søndagens udmelding.

Posten som udenrigsminister anses for at at være mere prestigefyldt og højprofileret end hans to nuværende ministerier.

63-årige Israel Katz er en af de store profiler i Netanyahus Likud-parti. Ifølge nyhedsbureauet AP håber han på at blive 69-årige Netanyahus arvtager som både Likud-formand og premierminister.

Han har på nuværende tidspunkt dog ikke planer om at udfordre Netanyahu.

Ifølge de seneste meningsmålinger er Netanyahu på vej mod valgsejr ved det kommende valg til Israels parlament, Knesset, 9. april. Han er ellers under en række korruptionsanklager.

Netanyahu har samlet set været premierminister i Israel i næsten 13 år.

Han var premierminister fra 1996 til 1999 og har efterfølgende været premierminister fra 2009 og frem til i dag.

4 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere