Netanyahu tiltalt for korruption

Det sker midt under regeringsdannelsen i Israel

Foto:Ariel Schalit/Ritzau Scanpix
Foto:Ariel Schalit/Ritzau Scanpix

Israels rigsadvokat, Avichai Mandelblit, har officielt tiltalt landets fungerende premierminister, den 70-årige Benjamin Netanyahu.

Det meddeler rigsadvokaten torsdag i en udtalelse.

Anklagerne dækker over bestikkelse, mandatsvig og svindel.

Netanyahu, der har afvist at være skyldig i tre korruptionssager, er ikke juridisk forpligtet til at træde tilbage som følge af rigsadvokatens udmelding.

OVERBLIK: Her er anklagerne mod Israels premierminister

Lyssky medieaftaler og gaver for flere hundrede tusinde kroner.

Israels 70-årige premierminister, Benjamin Netanyahu, er blevet tiltalt for bestikkelse, svindel og mandatsvig.

Tiltalen mod ham omfatter tre sager, der benævnes sag 1000, sag 2000 og sag 4000. Premierministeren nægter sig skyldig i alle anklager mod ham.

Læs her, hvad sagerne drejer sig om:

* Sag nummer 1000: Dyrebare gaver til Netanyahu-familien

Netanyahu og hans familie mistænkes for at have modtaget gaver - herunder luksuscigarer, champagne og smykker - fra velhavende personer til gengæld for økonomiske eller personlige tjenester.

Gaverne vurderes at have en værdi af mere end 700.000 shekel (cirka 1,37 millioner kroner).

* Sag nummer 2000: En hemmelig avisaftale

Netanyahu menes at have forsøgt at indgå en aftale med ejeren af den israelske avis Yediot Aharonot med det formål at få mere positiv medieomtale.

Til gengæld skulle Netanyahu have arbejdet for udviklingen af en ny lovgivning, der skulle begrænse udbredelsen af gratisavisen Israel Hayom, som er Yediot Aharonots væsentligste konkurrent i den israelske avisbranche.

* Sag nummer 4000: Positiv omtale til gengæld for tjenester

Denne sag vurderes at være den mest alvorlige af de tre anklagepunkter mod Netanyahu. Premierministeren anklages for at have forhandlet med Shaul Elovitch, der er en af den israelske telegigant Bezeqs hovedejere.

Målet for Netanyahu var ifølge anklagen at få positiv omtale på Elovitch' nyhedshjemmeside Walla! til gengæld for politik, der skulle være til gavn for telegiganten Bezeq.

Kilde: AFP.

Netanyahu ventes at komme med en udtalelse torsdag aften klokken 21.30.

Tilbage i februar anbefalede israelsk politi, at rigsadvokaten skulle rejse tiltale i de tre korruptionssager, der er døbt sag 1000, 2000 og 4000.

Netanyahu mistænkes blandt andet for på ulovlig vis at tage imod gaver til en værdi af 264.000 dollar fra magtfulde erhvervsfolk.

Han skal også have udført tjenester for at sikre sig en mere favorabel dækning i Israels største avis, Yedioth Ahronoth, og på hjemmesiden Walla.

BLÅ BOG: Netanyahu er Israels længst siddende premierminister

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, er torsdag blevet tiltalt for korruption af den israelske rigsadvokat.

Anklagerne om blandt andet bestikkelse og mandatsvig har længe hængt over hovedet på Netanyahu. Men først torsdag er det altså blevet officielt, at der rejses tiltale mod den mangeårige premierminister.

Ingen anden israelsk premierminister har nogensinde haft jobbet i lige så lang tid som 70-årige Netanyahu, som har båret titlen i sammenlagt over 13 år.

Her kan du blive klogere på Netanyahu:

Navn: Benjamin Netanyahu.

Alder: 70 år (født den 21. oktober 1949).

Fødested: Tel Aviv, Israel.

Nationalitet: Israelsk.

Uddannelse: Uddannet fra MIT (Massachusetts Institute of Technology) i USA.

Karriere:

* Israels FN-ambassadør fra 1984 til 1988.

* Blev i 1988 valgt ind i Israels parlament, Knesset, for Likud-partiet.

* Viceudenrigsminister fra 1988 til 1991.

* Leder af Likud fra 1993 til 1999 og igen fra 2005 til i dag.

* Israels premierminister fra 1996 til 1999 og i tre perioder i træk fra 2009 til i dag.

* Udenrigsminister fra 2002 til 2003.

* Finansminister fra 2003 til 2005, men forlod i 2005 regeringen under daværende premierminister Ariel Sharon i protest mod Israels rømning af Gazastriben.

Civilstand: Gift og har tre børn.

Andet: Er kendt i Israel under kælenavnet "Bibi", som stammer fra hans barndom.

Kilde: Reuters.

Lang regeringsperiode
Netanyahu er Israels længst siddende premierminister nogensinde. Han har beklædt posten siden 2009, og han var også premierminister fra 1996 til 1999.

Netanyahu står til op mod ti års fængsel, hvis han bliver kendt skyldig for bestikkelse. Han står stil højst tre års fængsel, hvis han kun bliver kendt skyldig i mandatsvig. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Rigsadvokat Avichai Mandelblits udmelding kommer, på et tidspunkt hvor Israel i forvejen er præget af stor politisk kaos.

Det er hverken lykkedes for Benjamin Netanyahu eller den tidligere hærchef Benny Gantz at samle et flertal bag en ny regering. De har hver især fået 28 dage til at forsøge siden valget i september.

Det betyder, at andre i parlamentet nu har fået en frist på 21 dage til at finde et alternativt flertal. Det er uden fortilfælde i Israels historie.

Israel er på vej mod det tredje valg på under et år, efter at det ikke er lykkedes nogen at danne en regering efter valget i september. Onsdag måtte Netanyahus rival, Benny Ganz, opgive at danne regering.

Tidligere i år blev Netanyahus kone dømt for svindel med offentlige midler. Hun havde eksempelvis brugt penge fra statskassen til at holde ekstravagante middage for.

 

115 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere