Nødråb: 'Vi lider. Hjælp os'

Europa-Parlamentets instans for grænseoverskridende adfærd klapper fuldstændig i om problemerne med Karen Melchior. Ifølge en ansat er der endnu ikke sket nogen forbedringer

I Karen Melchiors eget parti, Radikale Venstre, har ledelsen heller ikke haft travlt med at tage afstand til den konkrete sag. Senest afviste partiets politiske leder, Sofie Carsten Nielsen, at forholde sig til sagen på partiets pressemøde om et '110 % grønt Danmark'.
Følg Politik

'Vi lider stadig her i Bruxelles. Please, hjælp os med at få retfærdighed'.

Sådan skriver en desperat ansat i Europa-Parlamentet til Ekstra Bladet i en sms i kølvandet på afsløringerne af det ulidelige arbejdsmiljø under den radikale EU-profil, Karen Melchior.

Sms'en kommer som reaktion på, at den ansatte ikke oplever, at Europa-Parlamentet tager sagen alvorligt, og at Karen Melchiors adfærd derfor kan få lov til at fortsætte uændret.

Ekstra Bladet har tidligere afsløret, hvordan minimum tre medarbejdere er blevet sygemeldt som følge af politikerens adfærd, som flere ansatte og kollegaer i parlamentet har beskrevet som råbende, overfusende, perfid, kolerisk og utilregnelig.

Instans klapper i
Ekstra Bladet har derfor ad flere omgange spurgt parlamentets instans, der arbejder for at bekæmpe chikane og grænseoverskridende adfærd, om de er opmærksomme på problemerne med arbejdsmiljøet under Karen Melchior, og om de har sat konkrete initiativer i gang.

Men den såkaldte 'Advisory Committee on Harassment and its Prevention at the Workplace' klapper fuldstændig i.

Formanden for instansen, Ellen Robson, skriver til Ekstra Bladet, at hun ikke kan udtale sig om sagen. Samme melding lyder fra Margaret Dean, der sidder i instansens sekretariat.

'Komitéens arbejde er strengt fortroligt, og derfor kan vi kun udtale os i generelle forklaringer om arbejdet i den', skriver Margaret Dean.

'Tandløs tiger'
Europa-Parlamentet har, efter indstilling fra instansen, mulighed for at udstede sanktioner mod medlemmer af Europa-Parlamentet, der udviser grænseoverskridende adfærd.

Men ifølge de ansatte, som Ekstra Bladet har talt med, er sanktionerne i praksis så milde, at de bedst kan beskrives som en 'tandløs tiger'.

Eksempelvis var straffen for luxembourgske Monica Semedo, der havde udøvet chikane mod sine ansatte igennem en længere periode, at hun blev suspenderet fra at stemme i parlamentet i 15 dage. Anklagerne fra medarbejderne strakte sig ifølge mediet Politico på over 100 sider.

Derudover er instansen tidligere blevet kritiseret for at arbejde for langsomt. Således tog en enkelt sag 17 måneder at behandle ifølge mediet.

Ekstra Bladet har derfor bedt både Ellen Robson og Margaret Dean om en kommentar til, at medarbejdere er bange for at stå frem offentligt med deres historier, fordi de oplever, at konsekvenserne ved at stå frem ikke står mål med straffen til politikerne.

Det har ingen af dem ønsket at svare på.

FAKTA: Sådan kan parlamentet sanktionere

Margaret Dean oplyser til Ekstra Bladet, at Europa-Parlamentets præsident efter indstilling fra krænkelseskomitéen kan give en straf til et medlem af Europa-Parlamentet på en af følgende måder ved 'dokumenteret' krænkende adfærd:

  • en reprimande
     
  • fratagelse af retten til dagpenge på en periode mellem to og 30 dage. Medlemmer af Europa-Parlamentet modtager normalt en fast godtgørelse på 324 euro per dag, kaldet dagpenge, til dækning af udgifter i forbindelse med arbejdet.
     
  • midlertidig suspension fra at deltage i alle eller nogle af aktiviteterne i parlamentet i en periode på mellem to og 30 dage.
     
  • forbud mod at medlemmet repræsenterer parlamentet ved delegationer, konferencer eller lignende i op til et år.
     
  • begrænset adgang til fortroligt materiale i op til et år.

Derudover er der mulighed for, at alle medlemmets økonomiske forpligtigelser overfor en assistent, herunder lønnen, skal blive trukket fra medlemmets assistentbudget, og at medlemmet fratages retten til at gøre brug af assistenten.

Radikale kan forhindre genopstilling
I Karen Melchiors eget parti, Radikale Venstre, har ledelsen heller ikke haft travlt med at tage afstand til den konkrete sag.

Senest afviste partiets politiske leder, Sofie Carsten Nielsen, at forholde sig til sagen på partiets pressemøde om et '110 % grønt Danmark'.

Partiet har dog iværksat en omfattende undersøgelse af arbejdsmiljøet under Karen Melchior og er desuden kommet med 'en række anbefalinger'.

Det har ikke været muligt at få oplyst, hvad anbefalingerne går ud på, men partiet har reelt ingen formelle muligheder for at sanktionere partiets politikere i Europa-Parlamentet ud fra deres vedtægter.

Således kan Radikale Venstre eksempelvis ikke ekskludere Karen Melchior eller tage hendes mandat, selv hvis deres kontaktinstans finder frem til, at hun gentagne gange har udvist uacceptabel adfærd.

De kan dog forhindre hende i at genopstille.

Landsformand: Ingen klager til parlamentet
Landsformand Mikkel Sarbo har tidligere udtalt til Ekstra Bladet, at der - ham bekendt - ikke er blevet klaget over Karen Melchior til Europa-Parlamentet.

Det er der dog til radikales egen instans, som har været i dialog med 'flertallet af nuværende og tidligere medarbejdere'.

'Vi sagsbehandler ikke personaleforhold i pressen. Men det er vigtigt at understrege, at vi tager det meget alvorligt og vil arbejde for at sikre det bedst mulige arbejdsmiljø', har Mikkel Sarbo tidligere skrevet i et svar til Ekstra Bladet.

Karen Melchior selv har ikke forholdt sig til sagen, siden hun i et Facebook-opslag i starten af september meldte ud, at hun ikke var bekendt med nogen problemer, og at ingen havde klaget over hende.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra Karen Melchior, men hun er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Lyt til den seneste udgave af Ekstra Bladets podcast 'Ingen Kommentarer' herunder eller i din podcastapp. Det handler selvfølgelig om Minkkommissionen og de slettede sms'er.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.

Kom nu ud af busken, Dyrby