Nordjysk borgmester: Vi bliver lukket inde

Borgere i nordjyske kommuner skal holde sig inden for kommunegrænserne, oplyser borgmester efter møde med sundhedsministeren

En af de minkavlere, der er blevet fanget på midten, er Jesper Sørensen. Han er godt frustreret.

En række nordjyske kommuner bliver underlagt restriktioner på grund af coronasmitte mellem mink og mennesker.

Borgerne skal så vidt muligt holde sig inden for kommunegrænserne i foreløbig fire uger, oplyser borgmester i Jammerbugt Kommune Mogens Gade til Ekstra Bladet.

- Vi bliver lukket inde. Det er det, som det ender med, men vi får mere at vide om kort tid, og så må vi forholde os til det, siger Mogens Gade.

Borgmester i Thisted, Ulla Vestergaard (S), bekræfter, at 'der kommer restriktioner, der indsnævrer bevægelsesfriheden', oplyser hun til Nordjyske.

Hun og borgmestre fra seks andre kommuner har torsdag formiddag været til møde med sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og erhvervsminister Simon Kollerup (S).

Alle mink i Danmark skal aflives, fordi coronavirus er muteret blandt mink og har spredt sig til mennesker. Der er i øjeblikket registeret 12 personer med muteret virus i Nordjylland.

Det er særligt alvorligt, fordi dens spredning er mindre hæmmet af menneskelige antistoffer. Dermed kan den nye type vise sig at være et problem, når der en dag er en vaccine mod covid-19, fordi vaccinerne muligvis ikke vil være lige så effektive.

Barer og cafeer lukker
Borgmester i Vesthimmerlands Kommune Per Bach Laursen (V) oplyser til TV2 Nord, at borgere i nordjyske kommuner skal testes massivt - også efter minkmutationen af corona - offentligt ansatte skal så vidt muligt arbejde hjemmefra, og restauranter, caféer og barer tvangslukkes.

Der indføres en ny model for kompensation til tvangslukkede virksomheder, hvor faste udgifter og lønudgifter kompenseres 100 procent.

Samtidig lukkes kultur- og fritidslivet samt forlystelsesparker ned. Vuggestuer, børnehaver og skoler forbliver dog åbne, siger borgmesteren til TV2 Nord.

Det er uvist, hvilke kommuner regeringen vil indføre restriktioner overfor, men tidligere har regeringen omtalt syv kommuner. Det drejer sig om: Frederikshavn, Hjørring, Vesthimmerland, Brønderslev, Jammerbugt, Thisted og Læsø.

Borgmesteren i Jammerbugt Kommune har tænkt sig at følge regeringens anbefalinger, men han er også optaget af afklaring for minkavlerne.

- Vi følger anbefalinger og påbud, som kommer, fordi vi lytter til fagkundskaben, siger Mogens Gade.

- Det er vigtigt, at der kommer en ordentlig kompensation for minkavlerne og en afklaring af deres muligheder i fremtiden, fortæller han.

- Det fylder meget i vores kommune, hvor vi har 75 minkfarme.

Professor: Uoverskueligt
Ifølge Hans Jørn Kolmos, som er professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet, er det fornuftigt, at borgerne skal holde sig inden for kommunegrænserne.

- Det er det næste trin i eskaleringen af forholdsregler i forhold til at gøre noget ved smitten. Jeg synes, at det er fornuftigt nok, men spørgsmålet er så bare, hvor sikre vi kan være på, at den kun findes i Nordjylland. Det ved vi jo ret beset ikke. Det er en meget uoverskuelig situation, der er skabt, siger han til Ekstra Bladet.

Danmark er verdens største minkproducent. Der er knap 3000 beskæftigede på minkbedrifter i Danmark, hvoraf de fleste ligger langs de jyske kyster.

I 2019 var der knap 800 minkfarme ifølge Danmarks Statistik, og der blev eksporteret minkskind for knap 5 mia. kr., hvilket svarer til 3,8 procent af den samlede landbrugseksport.

LIVE