Nordkorea tester langtrækkende missiler

Sydkoreansk militær observerede lørdag testaffyringer af flere missiler nær den nordkoreanske by Wonsan

Se en estimeret rækkevidde af Nordkoreas missiler. Video: AP

Nordkoreas leder, Kim Jong-un, var selv til stede, da landets militær lørdag testede en række langtrækkende missiler og taktiske præcisionsvåben.

Det skriver det statslige nyhedsbureau KCNA og bekræfter dermed meldinger fra Sydkorea om flere missilaffyringer over Det Japanske Hav.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Lørdag kunne det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap melde, at sydkoreansk militær havde observeret testaffyringer nær byen Wonsan. Missilerne fløj angiveligt op til 200 kilometer ud over havet.

Det kunne ikke siges med sikkerhed, hvor mange missiler der var tale om.

'Meget tilfreds'
KCNA beretter, at formålet med testaffyringerne var at inspicere evnen og nøjagtigheden af landets langdistancemissiler.

Kim Jong-un var ifølge det statslige nyhedsbureau "meget tilfreds" med affyringerne, der var en test af militærets evne til at forsvare landets politiske suverænitet og økonomiske selvstændighed, lyder det.

Ifølge Yonhap udtrykte den sydkoreanske bekymring over testaffyringerne. Sydkorea anser dem for et brud på den bilaterale aftale mellem de to lande om at indstille fjendtligheder.

Missilaffyringerne lørdag var ifølge nyhedsbureauet Reuters de første, siden Nordkorea i november 2017 affyrede et ballistisk missil, hvis rækkevidde kunne nå helt til den amerikanske vestkyst.

Forhandler med USA
USA og Nordkorea har igennem længere tid forhandlet om atomnedrustning på Den Koreanske Halvø.

Og selv om testaffyringerne vækker bekymring i Washington, så er man stadig forhåbningsfuld i forhold til en diplomatisk aftale, lyder det fra det amerikanske udenrigsministerium.

Lørdag tweetede USA's præsident, Donald Trump, at Nordkorea 'er klar over landets store økonomiske potentiale og ikke ønsker at afspore processen'.

Tidligere på året mødtes Trump med Kim i Hanoi, men topmødet endte uden en aftale.

Ifølge amerikanerne gled forhandlingerne af sporet, fordi Nordkorea har krævet omfattende lettelser af økonomiske sanktioner forud for en mindre nedrustning.

Begge landes ledere har dog udtrykt ønske om endnu et topmøde, selv om forhandlingerne i øjeblikket står stille, skriver nyhedsbureauet AFP.

68 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere