Nordkorea truer med yderligere oprustning, efter den amerikanske præsident Joe Biden har fordømt en nordkoreansk missiltest, hvor to ballistiske missiler natten til torsdag dansk tid dumpede ned i havet nær Japan.
Joe Biden fortalte på et pressemøde torsdag, at Nordkorea står øverst på hans udenrigspolitiske dagsorden. Samtidig stemplede han testaffyringen som et brud på FN's regler.
Den amerikanske præsident rådede det nordkoreanske styre til at stoppe med militærøvelserne, og at der ville komme et svar, hvis nordkoreanerne valgte at optrappe.
Det skriver Aljazeera.
- Sådan en bemærkning fra den amerikanske præsident er et skjult angreb på vores lands ret til selvforsvar og en provokation overfor det, siger Ri Pyong Chol, ledende militærleder i det nordkoreanske missilprogram ifølge samme medie.
Artiklen fortsætter under billedet...
Ri Pyong Chol understreger, hvis USA fortsætter med sine 'tankeløse bemærkninger' uden at tænke på konsekvenserne, kan de stå overfor noget, der ikke er godt og advarer i samme ombæring om, at Kim Jong-Un og styret i Pyongyang er villig til at fortsætte med at øge deres 'gennemgående og overvældende militærmagt'.
Biden: Nordkorea står øverst på listen
Kommentarerne kommer på et tidspunkt, hvor administrationen i Washington er i den afsluttende fase af en politisk gennemgang af Nordkorea. Her ventes en hård linje overfor Nordkorea med fokus på nedrustning, sanktioner og menneskerettigheder.