Norge fraråder nu alle ikke-nødvendige rejser til Spanien

Stigende smittetal i Spanien får Norge til at sende rejsende derfra ti dage i karantæne ved ankomst

Pressemøde om de opdaterede rejsevejledninger i Norge fredag. Her blev det præsenteret, at alle ikke-nødvendige rejser til Spanien nu frarådes.
 Foto: Heiko Junge/Ritzau Scanpix
Pressemøde om de opdaterede rejsevejledninger i Norge fredag. Her blev det præsenteret, at alle ikke-nødvendige rejser til Spanien nu frarådes. Foto: Heiko Junge/Ritzau Scanpix

Der ses en stigning i antallet af smittede med coronavirus i Spanien, og derfor har den norske regering besluttet at fraråde alle ikke-nødvendige rejser til landet.

Det oplyser det norske udenrigsministerium i en pressemeddelelse fredag.

I Danmark opfordres der i rejsevejledningen, som blev opdateret torsdag, til ekstra forsigtighed ved rejser til Spanien - og der gælder særlige regler for regionen Aragón. Men rejser bliver altså ikke frarådet som i Norge.

Den norske beslutning er baseret på et opdateret kort over smittetal, som regeringen har offentliggjort.

Foruden Spanien er Andorra nu også et af de lande, som Norge fraråder ikke-nødvendige rejser til. Rejsende, som returnerer fra disse lande, skal gå ti dage i karantæne.

Pligten til at gå i karantæne gælder alle, som ankommer til Norge fra landene efter midnat fredag.

- Hvis du kommer til Norge fra Spanien efter midnat, må du i karantæne, siger landbrugs- og madminister Olaug Bollestad ifølge det norske nyhedsbureau NTB.

Øvrige lande, som Norge fraråder rejser til, inkluderer Bulgarien, Kroatien, Luxembourg, Portugal og Rumænien.

Herhjemme bliver borgere, som har rejst til regionen Aragón i Spanien, opfordret til at lade sig teste for coronavirus ved hjemkomst. Det skyldes, at regionen har flere end 50 nye tilfælde per 100.000 indbyggere.

Aragón er en region i det nordlige Spanien. Og det er særligt stigende smittetal i de nordlige regioner i landet, som de i Norge har bidt mærke i i forbindelse med den opdaterede rejsevejledning.

Det siger Are Stuwitz Berg, som er overlæge ved den norske sundhedsstyrelse, Folkehelseinstituttet.

- Der er iværksat strenge tiltag. Og det giver håb om, at situationen snart kommer under kontrol. Men desværre er udviklingen sådan, at vi er nødt til at indføre karantæne efter rejse fra Spanien, siger han ifølge NTB.

Norge har fredag åbnet mere for rejser til Sverige. Det betyder, at rejser til regionerne Kalmar, Östergötland, Örebro og Värmland i Sverige ikke længere frarådes.

De er nu sammen med Skåne, Blekinge og Kronoberg inde i varmen.

4 kommentarer
Vis kommentarer