Norges regering: Kom ikke hjem i påsken

Norges sundhedsminister opfordrer nordmænd i udlandet til ikke at komme hjem til påske

Norges sundhedsminister opfordrer nordmænd bosat i udlandet til ikke at komme hjem i påsken. Foto: Berit Roald/NTB
Norges sundhedsminister opfordrer nordmænd bosat i udlandet til ikke at komme hjem i påsken. Foto: Berit Roald/NTB

Den norske sundhedsminister har en klar besked til nordmænd, der er bosat i udlandet.

- Regeringen vil allerede nu opfordre nordmænd bosat i udlandet, blandt andet studerende, til ikke at komme hjem i påsken, siger sundhedsminister Bent Høie på et pressemøde tirsdag ifølge VG.

Smitte-amok i Norge

Opfordringen kommer efter, at smitten i især Oslo er eksploderet den seneste uge.

Statsminister Erna Solberg var også til stede på pressemødet. Hun siger, at nordmændene skal lade være med at tage ud at rejse.

- Rejs ikke til udlandet, og indenrigs bør alle unødvendige rejser undgås, siger hun.

Hvis man alligevel tager ud at rejse, skal man være forberedt på, at man kan komme i karantæne.

- Det betyder, at personer der tager på fritidsrejse til udlandet nu, sandsynligvis skal i karantæne på et hotel, når de kommer hjem, siger Solberg.

På pressemødet sagde Solberg også, at epidemien er for ustabil, og at smittespredningen er for høj.

Mandag blev der registreret 293 nye coronatilfælde i Oslo, og det var 103 flere tilfælde end gennemsnittet de foregående syv dage.

Men det er ikke kun Oslo, der er hårdt ramt. Smitten er også stigende i 53 norske kommuner.

Norge har ændret regler over 40 gange, og ifølge NRK gør det, at borgerne har svært ved at følge med.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Tilbage i januar frarådede myndighederne alle rejser til udlandet.