Kort før jul fik 800.000 offentligt ansatte i USA en kedelig, tidlig julegave: Jeres job er ramt af en nedlukning (shutdown), og I får derfor ikke løn, før der er fundet en løsning.
Nedlukningen er nu i gang på 33. dag, og en politisk løsning er stadig ikke oppeover. De 800.000 mennesker har derfor stadig ikke fået løn. 400.000 af dem har fået besked på stadig at komme på arbejde, og så får de deres løn senere. De resterende 400.000 har hverken arbejde eller løn.
Og for flere familier er det ved at nærme sig et kritisk punkt.
- Nu har det her varet i over en måned, og det begynder at stramme til for private husholdninger. Der bliver flere og flere historier om folk, der ikke får løn, som er bekymrede for, om de kan betale deres regninger og husleje, og om de er nødt til at sælge ejendele og optage lån. Der er ikke ret mange almindelige amerikanske husholdninger, der kan holde til det her, når det varer så lang tid, siger Anders Agner Pedersen, der er chefredaktør på kongressen.com, til Ekstra Bladet.
Må pantsætte ejendele
Flere steder i USA ser man da også lange køer af offentligt ansatte, der har taget imod forskellige tilbud om at modtage gratis mad og drikke for at komme igennem krisen.
- Normalt ved de her shutdowns er der fundet en løsning i løbet af nogle få dage, men det er langtfra så mange, som vi ser nu, siger han.
Dette er således den længste shutdown i USA's historie.
Ifølge amerikanske medier tyr de offentligt ansatte nu blandt andet til kreditkort, pantelånere og bijobs for at klare sig igennem krisen.
Domstole lukker ned
Blandt de ansatte, der er sendt hjem fra arbejde, er medarbejdere på museer og i nationalparker. Det har blandt andet i starten af nedlukningen betydet dødsfald i nationalparkerne, men ellers er påvirkningen af dem, der ikke er omfattet af nedlukningen, stadig begrænset.
- Den almindelige amerikaners hverdag er som sådan ikke direkte påvirket af det her. Det er ikke sådan, at man pludselig siger 'hov, hvor blev politiet af'. Så den generelle amerikanske befolkning er ikke meget påvirket af det her, men for de 800.000 mennesker, der er direkte ramt, er det virkelig noget skidt, siger Anders Agner Pedersen.
Stille og roligt begynder konsekvenserne dog at brede sig ud på andre områder af det amerikanske samfund. Således har domstolene meldt ud, at de løber tør for penge 1. februar og må begynde at sende medarbejdere hjem, ligesom tilbagebetalingen af skat også er på vej til at blive ramt på grund af mangel på medarbejdere.
- Jo længere tid der går, des flere af den slags eksempler vil der komme frem i lyset, siger Anders Agner Pedersen.
Politikere giver håndsrækning
Når nedlukningen af statsapparatet før eller siden bliver bragt til ende, er der i princippet 400.000 mennesker, der står med sorteper og ikke har fået løn i den periode, nedlukningen har varet.
Det er dog muligt, at nogle politikere vil forbarme sig over dem og komme med en økonomisk håndsrækning, vurderer Anders Agner Pedersen.
- Det vil nok være sandsynligt, at man vil se politikere på Capitol Hill, som vil prøve at fremsætte forslag til, hvordan man kan kompensere de her mennesker, der er blevet taget som gidsler i en politisk konflikt. For det er en dårlig historie for politikerne, at det rammer almindelige mennesker så hårdt, siger han.
Landet stadig lukket ned: Trump vil have sin mur
Forhandlinger i hårdknude
Men foreløbig er der intet, der tyder på, at en løsning er lige oppe over.
Forhandlingerne er nemlig gået i hårdknude med Donald Trump på den ene side, der kræver penge til at bygge en mur på grænsen til Mexico, og Demokraterne på den anden side, der nægter at bruge penge på Trumps valgløfte.
- Det store problem for Trump er, at amerikanerne først og fremmest giver ham skylden for det her. Det er virkelig noget møj for ham, for de fleste målinger lige nu viser, at et klart flertal giver Trump ansvaret for det her, siger Anders Agner Pedersen.
Og Trump selv begynder at være fanget mellem to stole.
- Hans egen base er på den ene side meget hårde i filten og siger, at han bare skal klø på, for den mur skal bygges. Men på den anden side er der også nogle af hans egne vælgere, der enten direkte eller inddirekte er blevet ramt af det her, som siger, at nu vil de altså også have en hverdag til at fungere, siger han.
Trumps helt store problem er, at nogle af hans største støtter har understreget, at det er afgørende, at Trump får bygget den mur.
- Det understreger virkelig Trumps dilemma. Han kan ikke bare sige 'okay, vi dropper den der mur'. For så bliver hans base rasende. Og hver eneste gang han snakker om en mur, ser Demokraterne rødt. Det vil de simpelthen ikke høre tale om. Så han skal finde en eller anden måde, hvorpå han kan tilfredsstille begge parter, og det er ikke så nemt, vurderer Anders Agner Pedersen.
Den indtil for nylig hidtil længstvarende 'shutdown' af det amerikanske statsapparat fandt sted i perioden mellem 16. december 1995 og 6. januar 1996. En periode på i alt 22 dage. Den rekord er altså foreløbig overgået med 11 dage.