Nu har Trump fået sin rumkommando

Russerne mener, at kampen om rummet potentielt er lige så farligt som et kapløb om atomvåben.

USA’s præsident, Donald Trump, med general John Raymond, der bliver chef for den amerikanske rumkommando. Foto: REUTERS/Kevin Lamarque
USA’s præsident, Donald Trump, med general John Raymond, der bliver chef for den amerikanske rumkommando. Foto: REUTERS/Kevin Lamarque

Præsident Donald Trump har torsdag præsenteret USA's nye rumkommando, SpaceCom.

Kommandoen, der hører under det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, får ansvaret for krigsførelse i rummet. Hidtil har det været luftvåbnet, der har stået for de fleste af USA's aktiviteter i rummet.

Præsentationen af den nye rumkommando kommer på et tidspunkt, hvor USA oplever, at Kina og Rusland presser hårdt på for at svække amerikanernes militære position i det ydre rum.

- Denne dag er en milepæl. En dag, der anerkender, hvor central en rolle rummet spiller i USA's sikkerhed og forsvar, siger Donald Trump under en ceremoni i Det Hvide Hus.

- SpaceCom vil sikre, at USA's dominans i rummet aldrig bliver truet, siger præsidenten.

Den nye kommando vil ifølge Trump højne rummet til et decideret sted at føre krig.

- Truslerne mod vores land udvikler sig konstant, og det må vi også, siger han.

- Vores fjender er i færd med at bevæbne Jordens kredsløb med ny teknologi, som er rettet mod amerikanske satellitter, der er afgørende for både vores operationer på slagmarken og vores livsførelse herhjemme, siger Trump.

- Vores frihed til at operere i rummet er også afgørende for at kunne opfange og ødelægge ethvert missil lanceret mod USA, tilføjer han.

Den nye rumkommando skal ledes af general John Raymond, som tidligere har stået i spidsen for en lignende enhed i det amerikanske luftforsvar.

Rumkommandoen er Pentagons 11. kommando.

Donald Trump udtalte sidste år, at han drømmer om en hær i rummet.

- Jeg beordrer hermed forsvarsministeriet til øjeblikkeligt at begynde den nødvendige proces for at kunne etablere en rumstyrke som den sjette gren af USA's væbnede styrker, sagde han på et møde i det nationale rumfartsråd i juni sidste år.

Rusland har tidligere udtrykt bekymring over for USA's ønske om at dominere rummet. Ifølge det russiske udenrigsministerium er kampen om rummet potentielt lige så farligt som et kapløb om atomvåben.

10 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere