Nu skal Hillary gennemhegles: - De vil prøve at såre hende

Politisk heksejagt og skarp ammunition: Det kan ske, når Hillary Clinton i dag skal stå skoleret foran Benghazi-komité

Sidste gang Hillary hidsede sig op i maj 2013, da hun svarede på spørgsmål om Benghazi-sagen. 
(Foto: AP)
Sidste gang Hillary hidsede sig op i maj 2013, da hun svarede på spørgsmål om Benghazi-sagen. (Foto: AP)

NEW YORK, USA (Ekstra Bladet): Det er en sag, der bare ikke vil dø. Ikke når man hedder Hillary, er tidligere udenrigsminister og i dag er frontløber til at blive USA's næste præsident.

Det er derfor, at den 69-årige Hillary Clinton endnu engang skal stå skoleret for den såkaldte Benghazi-komité, når hun i dag skal grilles under en høring i Kongressen.

Komiteen blev oprettet i kølvandet på angrebet på den amerikanske ambassade i Libyen i 2012, hvilket kostede den amerikanske ambassadør Chris Stevens samt tre andre medarbejdere livet. Det var under Clintons vagt som udenrigsminister, og ud af dén undersøgelse, så skandalen om Hillarys brug af private email-servere så sidste år dagens lys.

Se også: Clinton: Benghazi var en forfærdelig tragedie

Skal svare på spørgsmål i mindst otte timer
Men ved torsdagens høring er der endnu mere på spil. For i dag svarer hun ikke kun som daværende udenrigsminister. Nu er Hillary Clinton også præsidentkandidat.

- Så hvad er egentlig på spil?

- I forhold til tidligere, så er dagens høring meget vigtigere for Clinton. Nu stiller hun op som præsident. Vicepræsident Joe Biden har lige annonceret, at han ikke stiller op, så hvis der sker noget drastisk dårligt for hende i dag, så skader hun ikke kun sig selv som præsidentkandidat men sætter også hele partiets chancer over styr, lyder vurderingen fra professor i massemedier ved Boston Universitet, John Carroll, til Ekstra Bladet.

Se også: Clinton forsvarer håndtering af Benghazi-angreb

Mindst 8 timer skal Hillary Clinton forvente at svare på spørgsmål fra komiteens i alt 12 medlemmer (7 republikanere og 5 demokrater), når de fra hun sætter sig i stolen kl. 10 lokal tid i Washington hver får 10 minutters individuel spørgetid. 

- Hvad vil være det værste for Hillary Clinton under dagens høring?

- Jeg vil sige, der er tre punkter, som kan være afgørende for hende: Hvis komiteen får indtrykket af eller har oplysninger om, at hun har tilbageholdt informationer og ikke har været sandfærdig om sin rolle. Hvis det bliver afsløret, at hun direkte afslog ekstra sikkerhed til konsulatet eller traf en beslutning, som ledte til den direkte tragedie. Eller hvis det viser sig, at hun har forsøgt at sløre sandheden og har lagt røgslør ud, vurderer professor ved Politisk Institut på Columbia Universitet, Robert Erikson.

Se også: FAKTA: Det ved vi om Benghazi-angrebet i 2012

Stiv og arrogant figur
Sidst Hillary Clinton svarede på spørgsmål om Benghazi-sagen var i maj 2013. Her farede hun efter timers afhøring i flint overfor en republikansk senator og reagerede tydeligt irriteret med et knap så heldigt citat, der siden ofte er blevet fremhævet for at understrege hendes (mener republikanerne, red.) arrogance og ligegyldighed overfor sagen.

- Men Clinton har jo svaret på spørgsmål utallige gange før. Så hvad kan egentlig gå galt?

- Jeg tror faktisk heller ikke, at vi vil se de store dramaer eller høre bomben falde. De vil prøve at såre hende og spørge alt, hvad de kan. Men jeg tror ikke, de har nyt at komme med, og hun har til gengæld skyts nok til at kunne påtale deres intention som en politisk heksejagt, giver ekspert i den amerikanske Kongres, Thomas Mann, fra Brookings Institute sit besyv med.

Men den tidligere præsidentfrue lider stadig af at gøre en stiv og arrogant figur for den almindelige amerikaner.

- Hillarys problem har været og er stadig hendes fremtoning og offentlighedens opfattelse af hende som ikke at være troværdig, oprigtig og ærlig. Kan republikanerne få hende til at fremstå som om, hun bevidst fejl-informerede offentligheden, eller hvis hun fortsætter med at tilbagevise sagen med en arrogant mine om, at 'det er old news', så bliver det farligt, siger John Caroll.

Adskillige tusinde af Hillarys emails er fortsat ved at blive undersøgt. Mange er endnu ikke blevet udleveret, og emnet vil helt sikkert være en 'varm kartoffel' under høringen.

Se også: Omstridte Hillary-emails offentliggøres

Stærk, erfaren og forberedt
De sidste uger har republikanerne dog ødelagt det politiske spin for dem selv, fordi flere fra Hillarys rivaliserende parti offentligt har proklameret, at sagen fra start eller undervejs har tabt fokus for, hvad der reelt skete, til blot at handle om at få Clinton ned med nakken.

- Kan hun overhovedet 'vinde' med så massiv modstand?

- Ja, det kan hun. Hun er i sig selv stærk, meget erfaren, er godt forberedt og vidende på området. Hun har gjort det før, og hendes meningsmålinger er gode, mens republikanerne til gengæld har mistet troværdighed for, hvorfor de overhovedet gik ind i sagen. Indtil videre har de ikke fundet noget belastende udover hendes brug af private emailservere. Hillary kan derfor oplagt hele tiden slå igen med argumentet om, at undersøgelsen udelukkende er politisk motiveret, siger Thomas Mann. 

- To ting er helt afgørende for Hillary. Hun skal vise oprigtig bekymring over, hvad der skete i Benghazi. Og så skal hun tage ansvar for det. Det har hun ikke gjort indtil videre, men folk vil gerne have ansvaret placeret. Først herefter kan de tilgive, mener John Caroll.

- Dagens høring er bare starten. Den vil få indflydelse og sætte dagsordenen nu og her men også på længere sigt. For hvis Clinton giver republikanerne ammunition til at holde den i live, så vil den have lang levetid. Men har de ikke noget nyt, spiller hun kortene rigtigt og fremhæver deres kyniske manipulation af en tragedie, så vender vinden, mener Carroll, der i øvrigt vil spille sine egne penge på, at det bliver den ledende præsidentkandidat, der løber af med 'sejren' efter dagens politiske inkvisition.

Benghazi-komitéen vil først til næste år, formentligt mens præsidentkapløbet er i fuldt flor, komme med en endelig rapport om sagen.

1 af 2 Præsident Obama og Hillary Clinton ved begravelsen til de fire amerikaneres død efter angrebet i Libyen. (Foto: AP)
2 af 2 Sidste gang Hillary hidsede sig op i maj 2013, da hun svarede på spørgsmål om Benghazi-sagen. (Foto: AP)
3 kommentarer
Vis kommentarer