Ny bog får jorden til at skælve under Trump: - Han er kørt helt af sporet!

Berømt journalist står bag ny bog med opsigtsvækkende beretninger om livet i Det Hvide Hus

Den amerikanske præsident, Donald Trump, må endnu en gang lægge navn og ansigt til en bog, der hævder at beskrive, hvordan tingene foregår bag murene i Det Hvide Hus. Foto: Reed Saxon/AP
Den amerikanske præsident, Donald Trump, må endnu en gang lægge navn og ansigt til en bog, der hævder at beskrive, hvordan tingene foregår bag murene i Det Hvide Hus. Foto: Reed Saxon/AP

Det er langt fra første gang, og det er sikkert heller ikke den sidste.

En bog der beskriver, hvordan det er at arbejde helt tæt sammen med den amerikanske præsident, Donald Trump, er snart på trapperne.

11. september udkommer bogen 'Fear: Trump in the White House' (Frygt: Trump i Det Hvide Hus) nemlig i USA.

Det, der adskiller denne udgivelse fra de forrige, er dog, at den er skrevet af den verdensberømte Bob Woodward. Han er blandt andet kendt for at have dækket Watergate-skandalen, som førte til, at Nixon trak sig som præsident.

Se også: Frygtet journalist fældede Nixon: Nu går han efter Trump i ny bog

Selvom der endnu er en uge til bogen udkommer, er der sædvanen tro medier, der har fået fingrene i eksemplarer, så de kan omtale bogen, før den udkommer.

Et af de medier er CNN, der refererer nogle af de mere centrale punkter i bogen, som samlet set efterlader et billede af en stab, der er godt og grundigt træt af præsidenten, og som gruer for, hvad hans spontane ideer og løgne kan føre til.

Bogen rammer de amerikanske boghylder om en uge, og der vil formentlig være rift om den fra start. Foto: Simon & Schuster via AP
Bogen rammer de amerikanske boghylder om en uge, og der vil formentlig være rift om den fra start. Foto: Simon & Schuster via AP
 

Skjulte brev
Det første eksempel, der nævnes i bogen, er, at den tidligere øverste økonomiske rådgiver Gary Cohn så et udkast til et brev, som han anså for at være farligt for den nationale sikkerhed.

I brevet vil USA trække sig fra en vital handelsaftale med Sydkorea. Trumps stab frygter, at det vil bringe et missilovervågningssystem i Sydkorea i fare, og Cohn valgte derfor at skride til drastiske metoder.

- Jeg stjal det fra hans skrivebord. Jeg ville ikke lade ham se det. Han skal aldrig se det dokument. Jeg er nødt til at beskytte nationen, sagde Gary Cohn efterfølgende ifølge bogen.

- Han er en idiot
Ingen af kilderne til materialet i bogen fremgår med navn, idet Woodward har lovet dem total anonymitet. Ifølge ham selv stammer bogens materiale blandt andet fra timevis af interviews med folk i Trumps inderkreds, og den refererer derfor flere samtaler, uden at det fremgår, hvem der har videreformidlet samtalernes indhold.

Derudover refererer de blandt andet fra møder med nogle centrale skikkelser i Trumps stab.

- Han er en idiot. Det er nyttesløst at prøve at overbevise ham om noget. Han er kørt helt af sporet. Jeg ved ikke engang, hvorfor nogen af os er her. Det her er det værste job, jeg nogensinde har haft, har stabschef John Kelly ifølge bogen sagt på et stabsmøde.

Bogen er på forhånd blevet fremhævet for, at den som den første skulle give et indblik i samtaler mellem Trumps advokater og den særlige efterforsker Robert Mueller, som undersøger en eventuel forbindelse mellem Rusland og Donald Trumps præsidentkampagne.

Og her nævner bogen, hvordan advokaterne har kæmpet for at forhindre Trump i at lade sig afhøre af Mueller.

Kan ikke sige sandheden
Hans daværende advokat, John Dowd, skulle have lavet en prøve-afhøring med Trump for at teste, hvordan han ville klare en samtale med Mueller. Trump dumpede testen med bravour, men tilsyneladende skulle han have insisteret på at lade sig afhøre alligevel.

Efterfølgende valgte John Dowd på opsigtsvækkende vis sammen med Trumps nuværende advokat, Jay Sekulow, at tage kontakt til Mueller for at gen-opføre prøveafhøringen. Målet var at argumentere for, at Trump umuligt kunne blive afhørt, da han var ude at stand til at sige sandheden.

- Han fandt bare på noget. Det er hans natur, lød det ifølge bogen fra Dowd til Mueller.

Trumps tidligere advokat John Dowd kæmpede angiveligt for at forhindre Trump i at komme i kløerne på den særlige efterforsker, Robert Mueller. Arkivfoto: AP
Trumps tidligere advokat John Dowd kæmpede angiveligt for at forhindre Trump i at komme i kløerne på den særlige efterforsker, Robert Mueller. Arkivfoto: AP
 

Mueller var dog interesseret i at tale med Trump.

- Jeg har brug for præsidentens vidneudsagn. Hvad var hans mål med Comey? Jeg vil se, om der var et korrupt formål, lød det fra Mueller.

Trump selv insisterede også på, at der ikke kunne ske noget ved, at han talte med Mueller - og Down turde ifølge bogen ikke sige til Trump, hvad han i virkeligheden tænkte: 'Du er en skide løgner'.

Dagen efter samtalen med Trump, trak Dowd sig som adokvat, ifølge Washington Post.

Opfører sig som et barn
Udover stabens bekymringer om Trumps pludselige indskydelser og samtalen med Mueller, beskæftiger bogen sig blandt andet også indgående med Trumps besættelse af, hvordan han fremstår i medier og over for sine tilhængere, samt Trumps afhængighed af Twitter.

Derudover er der flere eksempler på ansatte, der ikke mener, at Trump ved, hvad han foretager sig, og at han 'opfører sig som en fra femte eller sjette klasse'.

Donald Trump har endnu ikke selv kommenteret beskyldningerne i bogen. Kender man præsidenten ret, sker det dog nok før eller siden - på Twitter.

655 kommentarer
Vis kommentarer