Ny demokratisk kandidat vil vinde Trumps vælgere tilbage

45-årige Tim Ryan bliver den 17. demokratiske præsidentkandidat. Han vil appellere til arbejderklassen

Foto: Reuters
Foto: Reuters

Det amerikanske kongresmedlem Tim Ryan har torsdag meldt sig ind i kampen om at blive Demokraternes præsidentkandidat i 2020.

Han tilslutter sig dermed et allerede bredt felt af demokratiske kandidater.

I alt 17 personer har officielt meddelt, at de ønsker at være Demokraternes bud på den næste præsident i USA. Blandt politikerne i det mangfoldige felt er både en homoseksuel og en latinamerikansk kandidat.

45-årige Tim Ryan håber, at han kan appellere til nogle af de vælgere, der i 2016 satte deres kryds ved den nuværende præsident, Donald Trump.

- Jeg ved, hvordan man bliver valgt i de distrikter, hvor arbejderklassen bor, siger Ryan i tv-programmet "The View" på ABC.

Det var i høj grad arbejderklassen, der i 2016 flygtede fra Demokraterne.

- Trump har været fuld af løfter, men han har ikke leveret noget som helst, siger demokraten fra den amerikanske delstat Ohio.

Tim Ryan blev et kendt navn i USA, da han i 2016 forsøgte at fravriste Nancy Pelosi stillingen som Demokraternes leder i Repræsentanternes Hus.

Han mente, at det var tid til, at partiet fik nyt lederskab.

Det lykkedes dog ikke for ham at overtage posten fra i dag 79-årige Pelosi.

Tim Ryan får det efter alt at dømme svært mod nogle af de kandidater, der allerede har meldt sig på banen.

Blandt dem er senatoren Bernie Sanders, der også i 2016 var kandidat, senatoren Kamala Harris fra Californien og det fremadstormende tidligere kongresmedlem Beto O'Rourke fra Texas.

Også tidligere vicepræsident Joe Biden ventes af mange at stille op.

35 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere