Ny forskning: Klimaet og Arne-pensionen trak valgsejren til rød blok

Valgundersøgelse kommer nu med sin forklaring på, hvad der afgjorde folketingsvalget i 2019

Fest ved Socialdemokratiet efter valget i 2019. Foto: Jonas Olufson
Fest ved Socialdemokratiet efter valget i 2019. Foto: Jonas Olufson

Torsdag udkommer valgundersøgelsen af folketingsvalget i 2019. Konklusionen lyder, at Socialdemokratiets strammerkurs fjernede et borgerligt trumfkort, og at de vælgere, der skiftede fra blå til rød blok, især gik op i klimaet og en ny ret til tidlig pension.

Det skriver Jyllands-Posten.

Rune Stubager, professor ved Aarhus Universitet med speciale befolkningens holdninger og målinger heraf, har i et særskilt kapitel nærstuderet, hvad det var, der fik vælgerne til at rykke sig i så stort antal fra blå blok til rød blok, at S-formand Mette Frederiksen kunne overtage Statsministeriet.

- Når vi ser på de vælgere, der skiftede blok, så havde udlændingepolitikken ikke nogen betydning. De røde har tidligere tabt på netop udlændingepolitikken, der fik folk til at gå fra rød til blå. Men den trafik blev stoppet ved det her valg. I virkeligheden er det fundamentet for, at de røde kunne vinde på noget andet. Og der, hvor de vinder, er på Arne-pensionen og klimaet, siger han til Jyllands-Posten.

Professoren råder oppositionen til at omfavne de to sager, hvis den skal gøre sig håb om at få flertal igen:

- Jeg vil i hvert fald ikke foreslå dem at gå til valg på at ophæve Arne-pensionen. Jeg ville lade den være. For nuværende i hvert fald. Klimaet vil man også være nødt til at omfavne. At stå som nogen, der er alt for fodslæbende på området, vil ikke være en vindersag ift. at tiltrække et flertal.

Valgundersøgelsen er lavet siden 1971 og udkommer torsdag for 17. gang. En række forskere analyserer i undersøgelsen valgets resultat og vælgernes adfærd, og den er det tætteste, man kommer på en officiel historieskrivning om dansk politik.