Ny spin-kommentator på Ekstra Bladet

Mark Thorsen, tidligere rådgiver for Inger Støjberg, bliver spin-kommentator

'Jeg glæder mig til at give læserne indblik i, hvad der foregår i kulisserne,’ siger Ekstra Bladets nye spin-kommentator, Mark Thorsen. Foto: Jonas Olufson
'Jeg glæder mig til at give læserne indblik i, hvad der foregår i kulisserne,’ siger Ekstra Bladets nye spin-kommentator, Mark Thorsen. Foto: Jonas Olufson

Han var Inger Støjbergs nærmeste rådgiver i ti år.

- Så jeg bilder mig ind, jeg ved lidt om, hvad der sker på Christiansborg og i dansk politik. Og jeg glæder mig til at give læserne indblik i, hvad der foregår i kulisserne, siger Mark Thorsen.

Ekstra Bladet har hyret den nu tidligere spindoktor til at være politisk spin-kommentator på EB TV og i avisen samt skrive i Opinionen. Han har brændt for politik, siden han var syv år. Dengang læste han alt om emnet på tekst-tv. Siden er kun mediet skiftet ud, ikke stoffet.

36-årige Mark Thorsen bedyrer, at selvom han har arbejdet for en Venstre-minister, skal læserne ikke forvente, at han fortsætter med det på Ekstra Bladet. Han vil ikke bare ’bashe’ socialdemokrater og politikere fra røde partier i sine klummer.

- Jeg vedgår mig selvfølgelig arv og gæld, det er klart. Men Venstre og Inger (Støjberg, red.) kan forvente samme nådesløshed fra min side, som alle andre kan.

For at understrege denne pointe ligger Mark Thorsen i første indlæg ud med en analyse af den penible situation for Venstres nye formand, Jakob Ellemann-Jensen. Partiformanden har, ifølge Thorsen, ikke ligefrem har fået nogen lovende begyndelse på posten.

- Han står med en kæmpe udfordring, og det vil jeg gerne sætte ord på.

Mark Thorsen er udmærket klar over, at man skal være robust for at mene noget på EB.dk, Danmarks suverænt største nyhedssite. Læserne på Opinionen giver gerne deres mening til kende. Og gerne lige på, klart og tydeligt.

- Det har jeg ingen problemer med. Og jeg har også en vis erfaring fra mit tidligere job med at blive mødt af stærke holdninger. Det vil kun glæde mig, hvis der er holdninger til det, jeg skriver, siger Mark Thorsen.

Læs Mark Thorsens første indlæg her.

12 kommentarer
Vis kommentarer