Iman elsker kendt dansk musiker

Hvordan ser Nydanmark egentlig ud? Mød her egyptiske Iman, der flyttede fra Cairo til Hørby på grund af kærligheden

Imans største koncertoplevelse var med Tom Jones i Tivoli i København. - Jeg kan godt lide ham og stemningen i hans musik. Efter koncerten var der fyrværkeri, og jeg glemmer det aldrig, siger hun. En af Imans første koncertoplevelser var derimod jazzmusik i operaen i Cairo. Foto: René Schütze

Nydanmark: Integration er kommet for at blive

Integration er kommet for at blive. I årtier har politikerne forsøgt at finde formlen på det nye Danmark, som består af flere nationaliteter, men vi er ikke i mål. Derfor sætter Ekstra Bladet fokus på Nydanmark. Gennem besøg hos personerne, der har med integration at gøre, søger vi debat og inspiration. Håbet er, at vi kan finde løsninger, der kan gøre Nydanmark bedre.

Foto: Stine Tidsvilde
Foto: Stine Tidsvilde
 
Et glas vin, god musik på anlægget og lørdags-lagkage hos svigerforældrene. Det er nogle af de ting Iman Mansour holder allermest af.

Egentlig er hun født i Egypten. Og det var også i pyramidernes land, at hun forelskede sig i danske Jes. De blev gift og boede sammen i Cairo i ti år.

Men som 37-årig flyttede den nu 58-årige skolelærer og hendes mand til Hørby, så børnene kunne gå i skole i Danmark. De sidste 16 år har Iman arbejdet som lærer på Herningvej Skole i Aalborg Øst, hvor hun underviser elever i 8. og 9. klasse i bl.a. engelsk og tysk.

Lær Iman endnu bedre at kende lige her.

Iman Mansour i sit hjem i Aalborg Øst, hvor hun bor med sin mand Jes. Hun har tre børn, og de er alle flyttet hjemmefra. Det bedste råd, hun har fået af sine egne forældre, er: 'Husk altid at være dig selv', fortæller hun. Foto: René Schütze

- Hvad er det bedste ved at møde ind på Herningvej Skole om morgenen?

- Når jeg møder eleverne, og de hilser og siger: ‘Godmorgen Iman, hvordan har du det?’ Det er det allerbedste. Jeg kan godt lide at være sammen med eleverne. De betyder rigtig meget for mig, og jeg er god til at snakke med dem. De har accepteret mig på en eller anden måde. Jeg gør ikke forskel på dem, for de er alle sammen mennesker i mine øjne.

- Hvad var dit allerførste indtryk af Danmark?

- Jeg faldt for kulturen, og jeg kunne godt lide Kim Larsen og Povl Dissing. Jeg havde en svigermor, der fortalte mig: ‘Her i Danmark gør vi dit og dat.’ Jeg lærte det på den hårde måde simpelthen, ha, ha. Da vi boede i Hørby, sagde hun f.eks., at jeg skulle huske at vaske vinduerne både indvendigt og udvendigt. At gardinerne ikke skulle lukkes helt, fordi det ikke gav det rigtige indtryk i den lillebitte landsby. Hun har også lært mig alt om jul, påske, nisser og engle.

Efter 21 år i Danmark er stegt flæsk med persillesovs strøget ind på listen over Imans livretter. Hun er også vild med julens andesteg og flæskesteg. - Min første danske jul var i Egypten. Jes og jeg købte juletræ, lavede andesteg og gav børnene gaver, fortæller hun. Foto: René Schütze

- Hvordan blev du lige vild med Povl Dissing?

- Povl Dissing synger anderledes. Han har nogle rigtig søde sange. ‘Om lidt er kaffen klar’, den faldt jeg bare for. Og ‘25 minutter endnu’. Ellers er jeg en rigtig Beatles-fan.

- Hvordan var din allerførste påske?

- Den var mega sjov. Min svigermor havde inviteret os og resten af familien i sommerhus. Vi spiste påskefrokost sammen, lavede gækkebreve og fandt æg udenfor. Jeg var så imponeret. Jeg elskede sildene. Især bornholmske sild, som min svigermor har lært mig at spise. Lammekølle er jeg selv rigtig god til at lave.

Imans første danske bopæl var Hørby. En lille landsby, hvor der kun var en bager og en skole. Her lærte hun dansk både gennem sit job som pædagogmedhjælper i en vuggestue og derhjemme, hvor hendes mand Jes lærte hende og børnene at skrive og læse. Foto: René Schütze

- Hvordan mødte du din mand?

- Vi mødte hinanden for første gang på Cairos største hotel. Vi blev kærester og gift, og Jes faldt for Egypten, alle monumenterne og historien. Vi boede sammen i Egypten i ti år, inden vi kom til Danmark.  

- Hvordan var jeres første stævnemøde?

- Jeg havde bedt min mor om at lave en bestemt slags egyptisk mad. Fyldte duer med ris, kød og salat. Og så sad Jes og jeg på jorden i Sahara-området lige foran pyramiderne og spiste aftensmad. Det var meget romantisk, og det var allerførste gang, vi var ude sammen. Det glemmer vi aldrig, for det var mega hyggeligt, og i dag har vi været sammen i 32 år.

- Hvad plejer du at lave, når du skal slappe helt af?

- Jeg skal altid først lige tjekke, at mine børn har det godt, og så kan jeg slappe af bagefter. Jeg ringer til dem næsten hver dag, men når jeg mærker, at der er sådan en: ‘Åh, mor ringer hver dag,’ så sender jeg dem en sms, ha, ha. 

- Når jeg har gjort det, kan jeg finde på at gå en tur med min mand og vores hund Buster. Vi slapper af i weekenden med god musik og et glas vin. Hver lørdag kører vi hjem til Jes’ forældre Else, 96, og Ove, 93, i Hjørring. Vi har lagkage med, for det elsker de. Det er en tradition.

Inden Iman fik job som skolelærer, arbejdede hun på den britiske ambassade i Cairo, som pædagogmedhjælper i en nordjysk vuggestue og som tolk ved Aalborg Kommune. Lærertjansen er hendes drømmejob. Foto: René Schütze

- Hvem er dit største idol?

- Angela Merkel. Jeg elsker hende. Hun er ikke kun statsminister, men en slags mor. I løbet af mine mange år som lærer, har jeg haft flere sprogassistenter fra Tyskland. De er vilde med Merkel og kalder hende for mor, fordi hun på mange måder er meget menneskelig. Jeg glemmer aldrig hendes holdning til flygtninge. Hun er en politiker med hjertet på rette sted.