Hibo Hassan Ahmed lever efter mottoet, at man skal yde, før man kan nyde. Hun elsker løbeture på stranden, og så kan hun kan godt lide at læse H. C. Andersens eventyr for sine børn.
43-årige Hibo er født i Somalia, men kom til Danmark i 1992 pga. borgerkrigen. Efter at have boet i Sandholmlejren, fik hun i 1993 asyl og flyttede til Fredericia, hvor hun har boet lige siden. Hun er allerede uddannet sosu-assistent og læser nu til sygeplejerske, mens hun arbejder i hjemmeplejen via et vikarbureau. Hibo bor alene sammen med sine tre sønner på otte, 11 og 16 år, og er skilt fra børnenes far. Hendes ældste søn på 20 år er flyttet hjemmefra.
Lær Hibo endnu bedre at kende lige her.
- Hvad er din livret?
- Somaliske retter med ris og kylling eller lammekød. Men jeg kan også godt lide dansk bøf med kartofler og brun sovs. Første gang jeg smagte det, gik jeg på AMU centret. Jeg tænkte bare: 'Hold da op mand, det smagte godt!' Siden da har jeg lavet det derhjemme også.
- Hvad plejer du at lave på en typisk fredag aften og i weekenden?
- Jeg er sammen med mine børn. Vi ser Disney Sjov og spiser fredagsslik. Lørdag er en slappe af-dag, hvor vi rydder op og vasker. Vi sover længe, ser Netflix og bager måske en kage. Børnene elsker kanelkage og drømmekage. Så får vi styr på aftaler og planer for den næste uge og laver lektier. Hvis der er godt vejr, kan jeg godt finde på at løbe en lille tur ved stranden. Om søndagen arbejder jeg typisk.
- Hvad er din yndlingssport?
- Pt. er det boksning, som jeg går til mandag og onsdag. Og så går jeg til zumba hver torsdag. Jeg kan godt lide dans. Det er ligesom et eventyr, hvor du er helt væk og bare dig selv. Man bliver glad, og det er sjovt.
- Hvad for noget musik plejer du at lytte til?
- Somalisk musik. Men jeg kan også godt lide Rasmus Seebach, Thomas Helmig og Sanne Salomonsen.
- Hvad plejer du at lave juleaften?
- Jeg tager på arbejde i hjemmeplejen. Juleaften er bare en almindelig dag for os. Men vi deltager i jule-tamtam i skolen, juleklip og julefrokoster. Børnene skal have lov til at være med, og det er godt, at de kender begge kulturer og lærer, hvorfor man fejrer julen, hvad grundlovsdag er osv.
- Hvem er dit største idol?
- Michelle Obama, Oprah og vores kronprinsesse Mary. Jeg kan godt lide stærke kvinder, der tror på sig selv og samtidig hjælper andre og ikke bare er egoister.
- Hvornår føler du dig allermest lykkelig?
- Jamen det gør jeg lige nu. Hver morgen når jeg står op, er jeg taknemmelig for, at jeg er sund og rask. Jeg er privilegeret, fordi jeg har fået mulighed for at uddanne mig og tjene mine egne penge.
- Engang imellem skal man også have en pyt-knap. Hvis man tager sorgerne på forskud, bliver man stresset, og det har jeg simpelthen ikke tid til at være, ha, ha.
- Cykel eller bil?
- Jeg cykler. Jeg lærte at cykle i Danmark i 1999. Hold da op, hvor jeg slog mig, ha, ha. Jeg havde en nabo, Leif Christensen, han er bare en god mand, og han hjalp mig. Jeg havde ikke nogen cykel, men min daværende underbo Maria forærede mig sin. Hver eneste aften var Leif og jeg ude og cykle. Da vi nåede sommeren, gik det fint med at cykle.
- I dag har jeg min helt egen cykel. Hvis det er godt vejr, tager børnene og jeg en cykeltur. Vi tager på udflugt til stranden, tager vores mad med, laver bål, bager snobrød og sidder og kigger på vandet.