Spørgetime i Nydanmark: Palæstinensiske Mahmoud er AaB-fan og elsker bøfsandwich

Ekstra Bladet præsenterer dig for helt almindelige danskere med somaliske, palæstinensiske og tyrkiske rødder

Mahmoud Walid El-Hajj arbejder som produktionschef hos Siemens. Foto: Privat
Mahmoud Walid El-Hajj arbejder som produktionschef hos Siemens. Foto: Privat

Nydanmark: Integration er kommet for at blive

Integration er kommet for at blive. I årtier har politikerne forsøgt at finde formlen på det nye Danmark, som består af flere nationaliteter, men vi er ikke i mål. Derfor sætter Ekstra Bladet fokus på Nydanmark. Gennem besøg hos personerne, der har med integration at gøre, søger vi debat og inspiration. Håbet er, at vi kan finde løsninger, der kan gøre Nydanmark bedre.

 

Mahmoud Walid El-Hajj bliver egentlig kaldt 'Muddi' af alle. Han elsker bøfsandwich og at tage i Zoologisk Have med sine to børn på fire og seks år.

Den 31-årige familiefar spillede som teenager på AaB's superligahold, samtidig med han færdiggjorde Handelsskolen. Bagefter arbejdede han i sine storebrødres sandwichbar i Aalborg. Nu arbejder han hos Siemens, hvor han er steget i graderne fra produktionsmedarbejder i Aalborg til produktionschef i Marokko. Firmaet er nemlig ved at åbne en ny fabrik, så indtil juni 2019 ser han sin kone og børn hver anden måned.

Muddi har palæstinensiske rødder, men sammen med sin familie flygtede han som toårig fra krigen i Libanon. De slog sig ned i Hasseris tæt ved Aalborg.

Lær Muddi endnu bedre at kende lige her.

- Hvad er din livret?

- Det er nok min mors mad. Hun laver en arabisk ret med ris og kød, der er rullet sammen i vindrueblade.

- Af dansk mad er min favorit bøfsandwich med brun sovs. Man får de bedste ude på Vestre Bådelaug i Aalborg. Jeg smagte det for allerførste gang i forboldklubben. Det var en af de gode dage, når de lavede bøfsandwich til os i kantinen. Så handlede det bare om at spise så mange, man kunne, og jeg kunne komme op på næsten tre.

- Hvad plejer du at lave en helt almindelig fredag aften?

- Hjemme i Aalborg plejer jeg at hente børnene, og så er der fredagsslik. Næsten hver eneste fredag plejer hele familien at samles enten hos mine forældre eller svigerforældre. Vi spiser sammen og spiller Uno. I weekenden bruger jeg generelt meget tid med børnene. Vi tager i svømmehallen, legeland eller i Zoologisk Have.

- Hvad plejer du at se i fjernsynet?

- Jeg er begyndt at se dokumentarer om alt fra rummet, til dyr og verdenshavene. Der er jo en masse forskellige teorier. Nogen siger, at Jorden er rund, andre at den er flad. Jeg kan godt lide at se dokumentarer fra begge sider, så man selv kan danne sig et billede af, hvad, man synes, er rigtigt og forkert.

- Hvad for noget musik plejer du at lytte til?

- Jeg kan rigtig godt lide gammel arabisk musik og noget af det nye danske rap.

- Hvilket fodboldhold holder du med?

- I Danmark er det helt sikkert AaB. Internationalt er det Real Madrid. Jeg ikke går så meget op i fodbold mere, efter jeg har fået børn.

Artiklen fortsætter under billedet:

Privatfoto
Privatfoto
 

- Hvad plejer du at lave i din sommerferie?

- Jeg kan godt lide at være i Danmark. At komme ud og grille med venner og familie og spille fodbold på græsplænen. Der er ikke for varmt i her, og der er grønt over det hele. Det er sjovt, for jeg har rejst rigtig meget rundt i hele verden, men min yndlingsby er stadigvæk helt sikkert Aalborg.

- Hvad plejer du at lave juleaften?

- Det er meget hyggelig og afslappende dag for os. Vi fejrer ikke jul, men vi plejer at samles hele familien for at spise og hygge, fordi alle har fri den dag.

- Hvad kan du allerbedst lide ved Danmark?

- Jeg ved ikke, hvor vi havde været i dag, hvis vi stadigvæk havde været i Libanon. Jeg vil altid takke Danmark for at have opnået det, jeg har. Selvfølgelig har det også været hårdt arbejde fra en selv, men det er gået op for mig, at alt er muligt i Danmark. Hvis man virkelig tror på det og virkelig vil, så kan man godt. Der er ingen undskyldninger.

- Hvornår føler du dig allermest lykkelig?

- Når jeg er sammen med børnene og konen og kan se, at de ikke mangler noget og er glade. Det er vigtigere end penge og status og alt muligt andet.

- Hvad drømmer du om?

- Min største drøm er, at mine børn får succes i deres liv. At de får en god uddannelse, et godt arbejde, og at de finder nogle gode venner.

Mahmoud Walid El-Hajj. Foto: Privat
Mahmoud Walid El-Hajj. Foto: Privat

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere