Nye oplysninger: Forsvaret kan også være del af Tibetsagen

Retsordfører Rosa Lund (EL) vil spørge ministeren om Forsvarets rolle i Tibetsagen efter nye oplysninger.

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) skal forklare Forsvarets rolle i den kinesiske præsident Hu Jintaos statsbesøg i Danmark i juni 2012.

Det mener Enhedslistens retsordfører, Rosa Lund, som vil stille spørgsmål til ministeren som følge af en artikel i Politiken mandag.

Af artiklen fremgår det, at soldater ifølge Tibetkommissionens formand, Anders Højmark Andersen, lukkede af ved Voldkronen på fæstningsanlægget Kastellet.

Herfra er der udsyn til Den Lille Havfrue, og formanden havde planer om at løbe op og fremvise et tibetansk flag, han havde gemt i lommen. Han fik ikke lov at løbe op på Voldkronen, og det åbner for spørgsmål, mener Rosa Lund.

- Jeg har svært ved at gennemskue, om Forsvaret har spillet den rolle, som Forsvaret plejer at spille ved statsbesøg.

- Det er vigtigt for os i Enhedslisten at komme til bunds i, fordi vi i Danmark har en grundlovssikret rettighed i ytrings- og forsamlingsfrihed.

- Jeg har tænkt mig at rejse spørgsmål til forsvarsministeren og bede om en redegørelse for forløbet, siger hun til Ritzau.

Ifølge Politiken er Forsvaret ikke i stand til at forklare, hvorfor Tibet- aktivisten blev afvist. Vagtrapporter for den pågældende dag på Kastellet eksisterer angiveligt ikke længere.

Avisen skriver også, at elitesoldater fra Frømandskorpset i al hemmelighed stod klar til at anholde borgere til søs sammen med politiet, hvis det måtte blive nødvendigt.

Det er imidlertid også uklart, hvilken rolle Frømandskorpset helt præcist spillede.

- Jeg håber, at ministeren meget klart kan sige, at Frømandskorpset og Forsvaret har spillet den naturlige rolle, som de spiller, og ikke har været med til at diskriminere demonstranter.

- Det interessante er, at der er en kommission i gang med at placere et ansvar i Tibetsagen. Det er interessant, om det ansvar også ligger hos Forsvaret, slutter Rosa Lund.

17 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere