Nyt nederlag til Uber

EU-Domstolens generaladvokat definerer Uber som en transportvirksomhed i forslag til EU-dom

Uber er en transportvirksomhed og ikke en digital serviceformidler, siger forslag til EU-dom i et foreløbigt nederlag til Uber.

Endelig dom falder først senere.

Det er EU-Domstolens generaladvokat Maciej Szpunar, der torsdag er kommet med forslaget til dommen, som - når den kommer - kan få betydning for Ubers virksomhed i hele Europa. 

Det er en strid mellem spanske taxichauffører og Uber, der har fået sagen for EU-Domstolen i Luxembourg.

Dagens dom har været længe ventet af både Uber-støtter og -modstandere, da dommen kan ryste Ubers fundament i hele Europa.

EU-domstolen har taget sagen op, efter en dommer i Barcelona har bedt EU-Domstolen om at definere, om selskabet skal karakteriseres som en digital tjeneste eller som en transportvirksomhed.

Uber insisterer på det første, men hvis svaret er det sidste, rejser det en stribe krav om sikkerhed, forsikringer og rettigheder til chaufførerne.

Mange mener, at et sådant resultat vil true Ubers overlevelse i hele Europa.

- Uber bidrager blot til at forbinde chauffører og passagerer på en mere effektiv måde, har selskabets advokat Cani Fernandez tidligere sagt.

Barcelonas største taxiselskab insisterer imidlertid på, at Uber nyder urimelige fordele ved ikke at være underlagt samme krav som taxibranchen.

- Når der tilbydes en transportservice, bør et firma ikke kunne gemme sig bag et tyndt slør i form af en anden service, lyder det ifølge flere medier fra advokaten Montse Farre, der repræsenterer den spanske taxibranche.

EU-Domstolens generaladvokat kommer torsdag formiddag med sit forslag til en afgørelse af sagen.

Forslaget er ikke bindende, men typisk vælger rettens dommere at følge generaladvokaters anbefalinger. Om det også sker i dette tilfælde, vil vise sig senere på året, når domstolen træffer sin endelige beslutning.

I Danmark indstillede Uber driften for mindre end en måned siden.

100 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere