Obama-besøg koster danske skatteborgere millioner

Den tidligere amerikanske præsident Barack Obama er en dyr herre at få ud som taler - og du betaler

Barack Obama kan godt finde det store dollargrin frem, når han den 28. september besøger Kolding. Budgettet er på flere millioner kroner, hvilket uden tvivl vil indebære, at den tidligere amerikanske præsident får et klækkeligt honorar.  
FOTO: MARCO LONGARI/Ritzau Scanpix
Barack Obama kan godt finde det store dollargrin frem, når han den 28. september besøger Kolding. Budgettet er på flere millioner kroner, hvilket uden tvivl vil indebære, at den tidligere amerikanske præsident får et klækkeligt honorar. FOTO: MARCO LONGARI/Ritzau Scanpix

Den 28. september bliver Kolding ramt af et historisk vingesus, når den tidligere amerikanske præsident Barack Obama besøger den jyske fjordby og holder tale ved et lukket arrangement på Syddansk Universitets afdeling i byen.

Det er dog langt fra alle, der er lige begejstret for det celebre besøg. Først viste det sig nemlig, at Kolding Kommune i en tid, hvor der skal spares 45 mio. kroner på kommunens service-budget næste år, har givet et tilskud på 937.500 inklusiv moms til arrangementet. Siden har netavisen Pio afsløret, at Syddansk Universitet(SDU) smider en million skattekroner i Obama-besøget, hvilket SDU siden har bekræftet overfor Ekstra Bladet. 

Arrangementet får titlen 'A conversation with President Barack Obama', og tilhørerne vil være 200 studerende samt 500 erhvervsfolk og lokale repræsentanter. Formanden for SDU’s bestyrelse, Lars Nørby Johansen, fortæller til Pio, at han selv har truffet beslutning om støtten på bestyrelsen vegne.

Han mener de 1 mio. kr. til det lukkede arrangement er givet godt ud, da Obamas besøg både kan være med til at skabe opmærksomhed om Kolding og universitet, og at det samtidig er faglig relevant for de studerende.

- Det er et lukket arrangement i den forstand at alle ikke kan komme, men vi har givet vores midler til arrangementet for at sikre, at 200 af vores studerende kan komme med. Og det har været fuldstændig afgørende for vores bevilling. Derudover har det jo en klar faglig relevans i det, at det er vores Institut for Amerikanske Studier, der er inde over det her. Så vi forsøger altså at give det en stærk faglig dimension, så det ikke bare er underholdning, siger han til netavisen Pio.

Koldings kommunes bidrag på 750.000 kroner eksl. moms blev endeligt vedtaget tirsdag på et møde i kommunens Økonomiudvalg. Af dokumenterne fremgår det, at kommunen får 27 billetter stillet til rådighed. 15 af dem går til borgere - og 12 stk. går til Økonomiudvalget og kommunaldirektøren. Herudover får otte af de inviterede lov til at få et håndtryk og et billede med Barack Obama.

Her ses et uddrag fra referatet, da Kolding kommunes Økonomiudvalg i tirsdags behandlede sagen.
Her ses et uddrag fra referatet, da Kolding kommunes Økonomiudvalg i tirsdags behandlede sagen.
 

I sagsfremstillingen fremgår det også, at finansieringen på 750.000 kr. sker ved, at tage pengene fra  'ikke forbrugte midler på områderne vedrørende markedsføring, branding og erhverv, afsat i budgettet for 2018'

Borgmester i Kolding Kommune Jørn Pedersen(V) mener, at kommunens bidrag på 750.000 kr. eksl. moms er godt givet ud.  FOTO: Ole Frederiksen/Ritzau Scanpix
Borgmester i Kolding Kommune Jørn Pedersen(V) mener, at kommunens bidrag på 750.000 kr. eksl. moms er godt givet ud. FOTO: Ole Frederiksen/Ritzau Scanpix
 

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra borgmesteren i Kolding Jørn Pedersen(V) om det rimelige i, at kommunen bruger næsten 1 million kroner i en tid, hvor man står til at skulle spare 45 mio. kr. på serviceudgifterne. I en SMS svarer han:

'Har fri. Og det er Business Kolding, der arrangerer Obama.'

Jørn Pedersen har tidligere udtalt til JydskeVestkysen, at de 750.000 kroner eksl. moms til Obama-besøget allerede er tjent ind i medieomtale.

- Lanceringen af det var lig med to millioner kroner. Det har vi via medieovervågning, som vi abonnerer på, hvor det omregnes. Det er ikke os, der har siddet med lommeregneren, siger han.

Jørn Pedersen mener desuden, at det er billigt sluppet for Kolding Kommune.

- Vi ønsker selvfølgelig at betale mindst muligt og bruge færrest mulige skattekroner på det. Det her er ret og rimeligt, i forhold til at det er det største arrangement nogensinde i kommunens historie, siger han til JydskeVestkysten.

Arrangør om Obama-honorar: - Kan ikke sige noget

Det er Business Kolding, der står bag arrangementet med Barack Obama. Direktør  Morten Bjørn Hansen vil dog ikke afsløre detaljerne i økonomien bag Obama-besøget.

Udover at Kolding Kommune og SDU tilsammen giver 1.75 mio. kroner eksl. moms, så vil Business Kolding blandt andet sætte VIP-pladser til salg, der kommer til at koste 17.500 kroner stykket samt almindelige billetter til 12.500 kroner stykket plus moms. 

Der bliver i alt plads til 700 tilhører til Obamas visit på SDU. Heraf er 200 af billetterne øremærket studerende, mens omkring 100 billetter til bidragsyderne SDU og Kolding Kommune.

Morten Bjørn Hansen vil dog ikke afsløre, hvor mange af de resterende billetter der gives væk, og hvor mange der sættes til salg.

Han vil heller ikke fortælle, hvor meget Barack Obama bliver betalt i honorar for at komme: 

- Jeg kan desværre ikke sige noget om økonomien i arrangementet, skriver Morten Bjørn Hansen i en mail.

New York Times  har tidligere skrevet, at Barack Obama i september 2017 scorede 2,6 millioner kroner på at give et foredrag ved en healthcare-konference arrangeret af investeringsfonden Cantor Fitzgerald.

Clinton kom til Frederikshavn

Den tidligere amerikanske præsident Bill Clinton under besøget i Frederikshavn i 2006, FOTO: Mick Anderson/Ritzau/Scanpix.
Den tidligere amerikanske præsident Bill Clinton under besøget i Frederikshavn i 2006, FOTO: Mick Anderson/Ritzau/Scanpix.
 

Det er ikke første gang, at en tidligere amerikansk præsident lægger vejen forbi en jysk kommune. I september 2006 besøgte Bill Clinton Frederikshavn for at holde et foredrag, der var arrangeret af  Topevent, Frederikshavn Event og Frederikshavn Kommune. Billetprisen var dengang 2.000 kroner inklusiv buffet og 1500 kr. uden mad til arrangementet i Arena Nord, hvor der var plads til 2.000 gæster.

Ingen af arrangørerne ønskede dengang at kommentere Clintons honorar, men efter hvad nordjyske.dk erfarede, så lå det i millionklassen.

295 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere