Obama: Briterne er stadig vores uundværlige partnere

Det britisk-amerikanske forhold vil fortsat være solidt, siger Obama efter britisk EU-exit

USA respekterer den britiske beslutning om at træde ud af EU, siger den amerikanske præsident, Barack Obama.

- Det britiske folk har talt, og vi respekterer deres beslutning, siger Obama i en pressemeddelelse.

Han tilføjer, at det britisk-amerikanske forhold fortsat vil være solidt, og at det britiske medlemskab af forsvarsalliancen Nato er en hjørnesten i amerikansk udenrigspolitik, sikkerhedspolitik og økonomisk politik.

- Storbritannien og EU vil fortsat være USA's uundværlige partnere, også når de begynder forhandlingerne om deres fortsatte forhold, siger præsidenten.

Den amerikanske viceudenrigsminister Anthony Blinken siger i samme ombæring, at USA vil arbejde tæt sammen med både EU og Storbritannien for at sikre, at den britiske udtrædelse af EU forløber så glat som muligt, skriver Reuters.

16 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere