Obama efter abortskyderi: Nok er nok

Barack Obama vil ændre USA's våbenpolitik, efter at den 57-årige Robert L. Dear skød og dræbte tre mennesker på en abortklinik

Se video fra stedet. (Video: Ritzau)

Den amerikanske præsident, Barack Obama, siger, at "nok er nok," efter at endnu et dødbringende skyderi i USA lørdag kostede tre mennesker livet.

Han vil derfor gøre noget ved amerikanernes muligheder for at anskaffe sig skydevåben.

- Vi er nødt til at gøre noget ved den nemme adgang til skydevåben for folk, som ikke har nogen grund til at have dem. Punktum. Nok er nok, siger Obama i en officiel meddelelse ifølge Reuters.

En pistolmand skjuler sig lige nu på abortklinik i Colorado Springs. En politibetjent er såret. (Foto: Google Streetview) Krimi Fire betjente og adskillige civile såret af skud ved abortklinik

Udtalelsen kommer efter fredagens skyderi, hvor en mand stormede en abortklinik og skød og dræbte tre personer og sårede ni andre. Skyderiet stod på i flere timer, hvor gerningsmanden forskansede sig inde på klinikken.

Det lykkedes dog til sidst politiet at overtale gerningsmanden til at overgive sig.

Politiet i Colorado oplyser, at der er tale om den 57-årige Robert L. Dear. Han benyttede sig af en militærriffel til angrebet.

(Foto: AP) Krimi Mand dræber tre på abortklinik i USA og overgiver sig

Oplever ofte skyderier
Skyderiet på abortklinikken er langt fra noget enkeltstående tilfælde hvad angår skudepisoder i USA.

Så sent som i begyndelsen af oktober blev mindst ti personer dræbt og mange såret efter et skyderi på et college i Oregon.

Da sagde præsident Obama, at USA er nødt til at ændre sine våbenlove, hvis lignende tragedier skal undgås i fremtiden.

- Vi er ikke det eneste land på kloden, der har psykisk syge borgere, som ønsker at skade andre. Men vi er det eneste udviklede land på kloden, som med få måneders mellemrum oplever disse masseskyderier, sagde Obama efter skudepisoden.