Humøret var højt, da Barack Obama skålede for Sverige, Danmark, Finland, Island og Norge ved en stjerne-spækket 'state dinner' fredag aften i Det Hvide Hus.
Han fremhævede de nordiske landes globale indflydelse i kampen for menneskerettigheder og mod klimaforandring, skriver Associated Press.
Artiklen fortsætter under videoen
Men selv om Obama mener, at de nordiske lande er et forbillede for resten af verden, tog den amerikanske præsident gas på æresgæsterne.
Obama drillede med, at de fem nordiske lande må have 'voldsomme diskussioner' over hvilket land, der har den mest lykkelige befolkning.
- Og hvilket land, der er hjemsted for julemanden, tilføjer præsidenten.
Bushs hjerne
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) holdt den muntre tone i sin skåltale og fremhævede de mange gaver, som de nordiske lande har givet USA gennem tiderne.
Han pegede på, at skuespiller Scarlett Johansson har en dansk far, og Uma Thurman har en svensk mor.
Løkke tilføjede desuden, at USA kan takke Norge for den berygtede spin doktor Karl Rove, der har fået øgenavnet 'George Bushs hjerne'.
Her ankommer stjernerne til Løkkes middag i Det Hvide Hus
Lars Løkke Rasmussen fik også smilene frem, da han foreslog Obama at få dansk hjælp til at finde en opskrift på retten 'lame duck'.
'Lame duck' er et udtryk, der bruges i amerikansk politik om en præsident i sine sidste to måneder i embedet.
- Jeg tror, at vi lige har fundet den næste komiker til korrespondentmiddagen, lyder det fra Obama med henvisning til den årlige begivenhed, hvor præsidenten optræder på slap line.
Hollywood-stjerner
Løkke Rasmussen, hans fire nordiske kolleger og omkring 300 indbudte gæster indtog middagen i et telt på sydplænen ved Det Hvide Hus.
På gæstelisten var en række Hollywood-stjerner, topdirektører og kendisser fra ind- og udland, herunder komikerne Will Ferrell og David Letterman og den australske model Miranda Kerr.
Middagen bestod af tun, tatar og rødvins-braiserede spareribs fra den amerikanske prærie. Desserten sendte en hilsen til de nordiske landes fiskeindustri i form af blå, spiselige fiskekuttere med bær, skriver nyhedsbureauet.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.