Barack Obama har længe holdt sig tilbage med kritikken af sin efterfølger i Det Hvide Hus, præsident Donald Trump, men i valgkampens slutspurt har den tidligere præsident foldet sig ud.
Obama var søndag i Gary, Indiana, for at bakke op om senator Joe Donnelly, der befinder sig i et tæt opgør med republikaneren Mike Braun.
Han tog efterfølgende over grænsen til Chicago, Illinois, for at støtte forretningsmanden J.B. Pritzker, der ønsker at snuppe guvernørposten fra republikaneren Bruce Rauner.
Obama beskyldte – uden at nævne navne – Trump for at lyve og opildne til had. Han opfordrede demokraterne til ikke at lade sig distrahere.
Der står nemlig meget på spil, pointerer han.
- Om to dage kan I stemme ved det, som kan blive det vigtigste valg i vores levetid. Vi står ved en skillevej. Det handler om vores nations karakter, siger han.
Præsident Trump var søndag i delstaterne Georgia og Tennessee.
I Georgia kom Trump for at støtte republikaneren Brian Kemp, der bejler til delstatens guvernørpost.
- Han er en stærk mand, siger Trump om Kemp, der er oppe imod demokraten Stacey Abrams.
- Hun er en af de mest ekstreme, venstreradikale politikere i hele landet, lyder Trumps vurdering af den sorte kvinde.
Trump har de seneste dage været på farten med Air Force One for at give sin opbakning til republikanske kandidater i hele landet.
I løbet af de sidste seks dage op til valget vil han tale ved 11 valgmøder i otte stater i et forsøg på at få de republikanske vælgere til valgurnerne.
Trump afholder mandag valgmøder i Ohio, Indiana og Missouri.
Midtvejsvalget – hvor der blandt andet vælges medlemmer til Kongressen - afholdes tirsdag.