Obama: USA skal tage imod 10.000 syrere næste år

Den amerikanske præsident vil åbne dørene for et stort antal syriske flygtninge

Arkivfoto: AP
Arkivfoto: AP

Mens Europa står midt i den største flygtningekrise i adskillige årtier, har mange skreget på større opbakning fra Vesteuropas tætte allierede, USA, som hidtil har stået udenfor flygtningedebatten.

Men nu er den amerikanske præsident, Barack Obama, kommet på banen med krav om, at USA tager deres del af de tusindvis af især syriske flygtninge.

Således meddeler Det Hvide Hus, at Obama har beordret, at USA næste år skal modtage 10.000 syriske flygtninge.

Til sammenligning har USA kun modtaget omkring 1.500 syrere siden borgerkrigen brød ud i Syrien for mere end fire år siden.

USA har hidtil bidraget med humanitær bistand for at hjælpe de europæiske lande under krisen, men nu har Obama altså besluttet, at USA også skal tage imod flere flygtninge som et bidrag til krisen.

42 kommentarer
Vis kommentarer