Østlande tvunget ind i flygtningeaftale: Slovakiet nægter

Fire østlande stemte i dag imod aftalen om fordeling af flygtninge, men EU tvinger alligevel aftalen igennem ved et såkaldt 'kvalificeret flertal'

Premierminister Bohuslav Sobotka (midten) og Milan Chovanec (th.). (Foto: CTK)
Premierminister Bohuslav Sobotka (midten) og Milan Chovanec (th.). (Foto: CTK)

Den tjekkiske indenrigsminister Milan Chovanec meddelte her til aften på Twitter, at Ungarn, Slovakiet, Tjekkiet og Rumænien havde stemt imod aftalen om fordeling 120.000 flygtninge.

Se også: Ekspert: Tvungen aftale splitter øst og vest

Se også: EU enige om fordeling af 120.000 flygtninge

Alligevel tvinger EU aftalen igennem ved  et såkaldt 'kvalificeret flertal', da fordelingen tirsdag blev besluttet på EU's justits- og indenrigsministermøde i Bruxelles, og tvinger dermed også de fire østlande til at tage imod flygtninge.

Efter afstemningen meddelte Slovakiets premierminister Robert Fico, at landet nægter at acceptere kvoterne, og at han hellere vil risikere at overtræde EU-regler.

- Så længe jeg er premierminister, vil obligatoriske kvoter ikke blive implementeret på slovakisk territorium, sagde Robert Fico til landets Europaudvalg.

Den tjekkiske præsident Milos Zeman kalder aftalen for en fejl.

- Kun fremtiden vil vise hvor stor en fejl, denne aftale var.

Usædvanlig aftale

Det er da også usædvanligt, at EU vedtager aftaler, der involverer landenes nationale suverænitet, uden at det er afgjort ved enstemmig afstemning.

Det bekymrer dog ikke udenrigs- og immigrationsminister Jean Asselborn fra det luxembourgske EU-formandskab ifølge Ritzau.

- Jeg er ikke i tvivl om, at de vil implementere denne beslutning fuldt ud, som de plejer at gøre, og som vi alle plejer at gøre, i fuld respekt for fællesskabets love.

- EU er bygget på solidaritet imellem medlemslandene, men også på solidaritet over for folk, der behøver beskyttelse, siger Jean Asselborn ifølge Ritzau.

Polen havde forud for afstemningen meldt, at de ville stemme nej, men endte alligevel med at stemme for. Finland afstod fra at stemme.

Martin Schulz, præsidenten af EU-parlamentet kalder på Twitter aftalen for 'et vigtigt første skridt'.

113 kommentarer
Vis kommentarer