Regeringen har hidtil stået fast på ikke at sende kampvogne til Ukraine, som i snart et år har været bekriget af Rusland. Det skyldes, at de danske kampvogne er i brug.
I stedet vil regeringen i et samarbejde med Holland og Tyskland tilbagekøbe og donere mindst 100 Leopard 1-kampvogne, som er udfaset.
80 af de kampvogne skal leveres så 'hurtigt som muligt', oplyser Forsvarsministeriet tirsdag aften.
For over ti år siden solgte Danmark 99 Leopard 1-kampvogne til en tysk militærvirksomhed, efter at de var blevet udfaset i det danske forsvar. Det er blandt andet dem, som Danmark nu er med til at købe tilbage.
De første kampvogne ventes at være klar inden for få måneder. De vil blive brugt til at træne ukrainske styrker, står der i pressemeddelelsen.
- Ukraine har hårdt brug for kampvogne for at kunne modstå Ruslands fortsatte aggression. Jeg er stolt over, at Danmark har store aktier i det nye samarbejde med andre lande om at støtte Ukraine.
- Vores samarbejde om donation af et så stort antal Leopard 1-kampvogne går fint i spænd med andre landes levering af kampvogne til Ukraine, siger fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V).
Enorm vilje
Der har i en uges tid været spekuleret i, at Danmark var på vej til at købe kampvognene.
Ukraine blive tilbudt uddannelse og træning i brugen af kampvognene. Der vil desuden medfølge reservedele og en ammunitionspakke.
- Dette samarbejde vidner om det store sammenhold og den enorme vilje, der er i Vesten til at støtte Ukraines ret til selv at bestemme over sin skæbne, siger Troels Lund Poulsen i meddelelsen.
Ukendt antal
Ifølge ministeriet forventes det som sagt, at 'de første kampvogne' er klar 'inden for få måneder'.
Forsvarsministeriet kan dog ikke over for Ekstra Bladet oplyse, hvor mange der præcist er tale om i denne 'første' pulje, eller hvor mange måneder der er tale om. Det afhænger ifølge ministeriet af processen med renoveringen af kampvognene.
Forsvarsministeriet kan heller ikke komme det samlede antal af kampvogne nærmere, udover at det forventes at være 'mindst 100 kampvogne'.