Officielt: Nu har Trump sat gang i opførelsen af grænsemur

USA's præsident har officielt underskrevet dekret, der vil sætte gang i mur på grænsen til Mexico

(Video: AP)

Det var et af hans gentagne løfter under valgkampen, og nu er løftet så godt som blevet til virkelighed.

Donald Trump vil opføre en mur på grænsen til Mexico.

- Vi begynder en øjeblikkelig konstruktion af en grænsemur. Denne mur vil også hjælpe Mexico med ulovlig immigration fra USA. Vi får de kriminelle ud. Dagene, hvor de kunne blive i vores lande, er ovre, sagde Trump.

Onsdag eftermiddag er det blevet helt officielt, idet Donald Trump har underskrevet det dekret, der beordrer igangsættelsen af arbejdet.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Trump viser sin seneste underskrift frem for hele verden. Foto: AP
Trump viser sin seneste underskrift frem for hele verden. Foto: AP
 

Underskrivelsen skete i forbindelse med en ceremoni på Homeland Security.

- Vi har snakket om det her fra begyndelsen, lød det fra Trump i forbindelse med underskrivningen af dokumentet.

Donald Trump har i forbindelse med et interview med ABC tidligere sagt, at han er helt sikker på, at Mexico vil refundere de penge, USA bruger på at bygge muren.

Udover at beordre, at der bliver bygget en mur til Mexico, har Trump også underskrevet et dekret om, at byer vil få frataget økonomisk understøttelse, hvis de undlader at arrestere eller tilbageholde illegale immigranter.

Mange flere vagter
Muren langs grænsen mod Mexico er ikke nok i sig selv.

Donald Trump understregede i sin tale, at konstruktionen af muren vil betyde, at man ansætter 5000 flere grænsebetjente.

Desuden vil antallet af ICE-officerer (Immigration and Customs Enforcement, red), som kontroller immigration og told, blive tredoblet.

Tidligere på aftenen bekræftede præsidentens pressetalsmand, Sean Spicer, hvorfor muren er så vigtig ifølge præsidenten.

- At bygge muren er mere end et kampagneløfte. Det er et logisk første skridt til at sikre vores grænse. Det vil begrænse mængden af stoffer, kriminalitet og ulovlig immigration, der kommer ind i USA, siger Sean Spicer under konferencen.

Dekreterne kræver også, at alle lande skal tage deres kriminelle, som i øjeblikket er bosat i USA, tilbage.

- Og de skal nok tage dem tilbage, lovede Donald Trump.

Mexico skal betale
Det er stadig uvist, hvordan og hvornår muren til Mexico vil blive en realitet. Før muren kan blive bygget, skal dekretet dog godkendes at kongressen, hvor republikanerne pt. har flertal.

John Kelly, minister for indenlandsk sikkerhed, siger ifølge nyhedsbureauet AFP, at muren 'nok ikke bliver bygget i den nærmeste fremtid'.

Trump har gentagne gange fastholdt, at Mexico skal betale for etableringen af muren. Det har den mexicanske præsident, Enrique Peña Nieto, dog afvist et tilsvarende antal gange.

Onsdag fastholder præsidentens pressetalsmand, at Mexico kommer til at betale.

- På den ene eller anden måde, som præsidenten også tidligere har sagt, så vil Mexico betale for det, siger Sean Spicer.

Muren kommer til at blive 3146 kilometer lang, hvis den skal dække hele den sydlige grænse til Mexico

Glem moderate Trump
Efter Trump vandt præsidentvalget håbede mange af hans politiske modstandere, at han ville besinde sig og vise en anden side af sig selv, end man har set i forbindelse med valgkampen og de mange år, han har huseret på amerikansk tv som realitystjerne.

Men ifølge USA-analytiker og Cand. mag. i amerikanske studier Mirco Reimer-Elster har Trumps første gerninger som præsident vist, at man bør forvente det modsatte.

- Trumps første handlinger bekræfter atter, at Trump er Trump. Dem, der gik og troede - eller håbede - at vi ville se en anden udgave af Trump i Det Hvide Hus, må tro om, siger Mirco Reimer-Elster til Ekstra Bladet.

- Præsidentens handlinger indikerer, at han har tænkt sig at leve op til sine valgløfter, hvilket i så fald vil være et signifikant kursskifte fra Obamaårene, siger han.

926 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere