Ombudsmanden retter ny kritik i sag om adskilte asylpar

Det var en klar fejlvurdering, at ministerie ikke af sig selv udleverede omstridt mail om ulovlig instruks

Støjberg: INGEN barnebrude må bo med ægtefælle.

Sådan stod der i en mail udvekslet mellem den daværende direktør i Udlændingestyrelsen og flere centralt placerede medarbejdere sendt 10. februar 2016.

Det var på dagen, hvor udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) havde udsendt en instruks om, at personer under 18 år ikke måtte bo sammen med en ældre ægtefælle på de danske asylcentre.

Det var en ulovlig instruks, har Ombudsmanden slået fast. Og mailen er central, fordi Støjberg afviser at have udstedt en instruks om, at alle - uden undtagelse - skulle adskilles.

Det er nemlig i strid med reglerne, fordi sager skal behandles individuelt, og de involverede parter skal høres.

Mailen kom kun frem ved et tilfælde, fordi en medarbejder ryddede op på sin computer.

Ombudsmanden fik kun kendskab til den, fordi dagbladet Information omtalte den. Selv om han tidligere havde bedt ministeriet sende alle relevante dokumenter i sagen.

Det var en "klar fejlvurdering" fra ministeriets side, fastslår ombudsmand Jørgen Steen Sørensen i en afgørelse torsdag. Ministeriet burde af sig selv have sendt mailen til Ombudsmanden, så snart den dukkede op.

Mailen understøtter Ombudsmandens tidligere vurdering af sagen. Nemlig at indholdet i Støjbergs instruks var ulovlig. Og at den "medførte en betydelig risiko for, at der blev truffet forkerte afgørelser i de konkrete sager om adskilt indkvartering".

At der blev truffet i hvert fald én forkert afgørelse, slog Københavns Byret fast i sidste uge. Her fik et syrisk par tilkendt 20.000 kroner i godtgørelse for at være blevet tvunget til at leve adskilt i 2016.

23 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere