Omstridt Trump-bog bliver tv-serie

Forfatteren til bogen om Trumps liv i Det Hvide Hus, Michael Wolff, skal selv lede produktionen af tv-serien

Bogen 'Fire and Fury: Inside the Trump White House'. Foto: AP
Bogen 'Fire and Fury: Inside the Trump White House'. Foto: AP

Forfatteren Michael Wolffs eksplosive bog ”Fire and Fury: Inside the Trump White House”, der skildrer Donald Trumps liv i Det Hvide Hus og i tiden op til hans valgsejr i november 2016, bliver til en tv-serie.

Det rapporterer flere amerikanske medier inden for underholdningsindustrien.

Det er produktionsselskabet Endeavor Content, der har købt rettighederne til bestselleren. Det er angiveligt sket for et syvcifret dollarbeløb, skriver Variety og Hollywood Reporter.

Michael Wolff vil selv lede produktionen af serien, som vil blive tilbudt til forskellige tv-netværk.

Det er endnu uvist, hvem der skal spille med i serien, ligesom en premieredato heller ikke er offentliggjort.

”Fire and Fury: Inside the Trump White House” skildrer et kaotisk første år for Donald Trump i Det Hvide Hus og er baseret på omfattende interviews med Trumps tidligere chefstrateg Steve Bannon og andre.

Bogen solgte flere end 28.000 eksemplarer i USA i den første uge. Det viser tal fra NPD BookScan.

Bogen blev udgivet i USA 5. januar og beskriver Donald Trump som ustabil, ubegavet og en barnlig person.

45 kommentarer
Vis kommentarer